Dialogmøde
om adoption.

Jeg er rigtig glad for, at vi er
inviteret til dette dialogmøde, det er virkelig stort, at vi nu
bliver hørt – os som dette her drejer sig om. Der er sket meget på
adoptionsområdet, specielt inden for det sidste års tid. For godt
et år siden var der en stor adoptionskonference, som var arrangeret
af A&S i samarbejde med Ôslem Zegic, da var det kun adoptanter
og en enkelt adopteret udpeget af A&S der fik lov at sidde i
panelet, og dermed styre slagets gang. Der hørte vi om adoption set
fra adoptanternes synsvinkel, og det er selvfølgelig også fint nok
at høre deres bud på, hvad der skal ske på adoptionsområdet, men
vi var jo nogle stykker, som var lidt utilfredse med ikke at kunne få
lov til i samme grad at få indflydelse på debatten. Nu er der så
dukket en lang række andre grupper op, bl.a. Adoptionstrekanten og
en del andre, nogle grupper var der i forvejen, og en del nye er
kommet til. Nu må det være på tide at også vi, som på egen krop
har oplevet at miste et barn til adoption, og de som har oplevet at
miste hele deres oprindelige slægt, også må komme til orde og få
indflydelse på, hvordan adoptionssystemet fremtidigt skal skrues
sammen. Derfor hilser jeg det meget velkommen, at vi nu er blevet
inviteret til dialogmøde om dette, og jeg forventer mig rigtig meget
at dette arbejde.

Jeg har sommetider hørt udtrykket, at
børn har brug for at blive adopteret – jeg tror det var Karen
Hækkerup jeg hørte udtale det på et åbent samråd – og jeg må
sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte det. Hvor
mange adopterede mon vil mene, at de havde brug for at blive
adopteret, jeg kan lidt frygte, at det er et udtryk adoptanterne har
opfundet – Det, som børn har brug for, er tryghed, kærlighed og
omsorg så vidt overhovedet muligt i deres egne familier. Der vil
selvfølgelig stadig være nogle børn i verden, hvor man slet ikke
kan finde familien, eller børn, hvis familie selv med massiv hjælp
ikke magter opgaven – og hvor det er bedre for barnet at blive
etableret i en ny familie. Men dette er jo i de ekstreme tilfælde.
Men også i disse tilfælde må det så vidt overhovedet tilgodeses,
at børn og forældre bevarer forbindelsen med hinanden. Adoption kan
være smukt, hvis det foregår på den rigtige måde med respekt og
omsorg for alle parter i adoptionstrekanten ikke mindst de svage
parter, som jo er de oprindelige forældre og børnene. Men generelt
man kan vist ikke tale om, at børn har brug for at blive adopteret,
børn har brug for deres egne familier.

Jeg forstår godt, at mennesker, som
måske ikke kan få børn selv eller mennesker, som har et stort
overskud af kærlighed rigtig gerne vil hjælpe børn i verden, og
der er masser af børn, som har brug for et par ekstra kærlige
hænder – vi skal bare lige huske på, at man ikke hjælper ved at
splitte familier ad, man hjælper børnene ved at støtte de udsatte
familier. Jeg forstår godt de barnløses behov for at få børn og
blive en ”rigtig” familie – og jeg forstår godt, at det må
være rigtig, rigtig svært, hvis man ikke kan få et så brændende
ønske opfyldt – jeg synes bare, vi skal holde os skarpt for øje,
at det altså ikke er de voksnes behov, der kommer i første række –
det er børnene – børnenes behov – barnets tarv.

Vi
er mange, som har betalt Adoptionen Pris – som har mistet vores
børn – børn som har mistet deres familier – under falske
forudsætninger – med lovning på, at de ville få et bedre liv –
der er selvfølgelig også børn, som får et godt liv i deres nye
familier – men der er alt for mange eksempler på, at mange ikke
har fået et godt liv i den adoptivfamilie, de nu er havnet i –
tvært imod er mange dybt traumatiserede – det gælder både de
adopterede og de oprindelige forældre. Man kan heller ikke tale om,
at en adoption er god, fordi adoptanterne udtaler, at barnet er
faldet godt til i sin nye familie – hvis det betyder, at der står
en familie tilbage, hvis liv er ødelagt, fordi de har mistet deres
barn. Jeg vil gerne påpege, at en adoption er vellykket, når den er
det for alle parter i adoptionstrekanten.

Jeg
fik selv at vide, at min søn ville få et bedre liv, hvis han blev
bortadopteret, at jeg gjorde noget godt for ham – hans liv har
bestemt ikke været let i hans adoptivfamilie – jeg fik at vide, at
jeg bare skulle leve videre og lade som om, det aldrig var sket, jeg
fik at vide, at min ungdom ville være ødelagt, hvis jeg beholdt mit
barn – når man er ung og i en udsat position, så er det jo nok
meget naturligt, at man stoler på autoriteterne –det gjorde jeg,
jeg rettede mig efter, hvad der blev sagt, men det var det modsatte
der skete – man glemmer aldrig sit barn, og min ungdom blev ødelagt,
fordi jeg gav mit barn væk – mit liv var ødelagt i mange, mange
år, jeg er så kommet ovenpå igen, min søn har det også godt
igen, skulle jeg hilse og sige. Nu er det ikke for at trække min
egen historie frem, det er bare en ud af mange andre, det er bare et
eksempel.

Jeg
er en af de meget få oprindelige mødre her i Danmark som efter
mange, mange år er blevet et helt menneske igen – det har været
tæt på at koste mig livet – men jeg overlevede, jeg har viet mit
liv til at gøre mit til, at vi får hele sandheden frem om, hvad
adoptioner gør ved mennesker på godt og ondt, og at vi får
at vi får ryddet godt og grundigt op i hele dette system, at vi får
etableret et menneskeværdigt system med respekt for alle parter i
adoptionstrekanten. Sjovt nok er det altid adoptanter, der er
de store fortalere for at bevare adoptionssystemet, som det er –
ville det egentlig ikke være mere på sin plads, at høre os, som må
leve med konsekvenserne af dette system – konsekvenserne ved at
blive skilt fra nær familie.

Dejligt
at vi nu også bliver hørt – vi har sendt jer vores svar på de
spørgsmål, vi er blevet stillet – dog kan det undre, at alle
spørgsmål går på adoptanternes vinkel på adoption – derfor har
vi tilføjet de to vinkler, der mangler – nemlig de adopteredes og
de oprindelige forældres – vi kan også undre os over, at der
udelukkende fokuseres på de globale forhold, når de nationale
forhold slet ikke er i orden. Men selvfølgelig skal vi starte et
sted, jeg personlig ville have foretrukket, at vi startede med at
rydde op i egne rækker – dvs. de danske adoptionsforhold – hvor
også talrige udsatte kvinder er blevet franarret deres børn, og
derfor gennemgår umenneskelige lidelser. Det synes meget underligt,
at der gives hjælp og rådgivning til adoptivfamilierne, mens der
ingen hjælp og rådgivning stilles til rådighed for de oprindelige
familier, som har mistet deres børn. Der bliver ofret mange, mange
millioner på adoptivfamilier hvert år, Det er selvfølgelig helt på
sin plads, at A-familierne bliver hjulpet med PAS-rådgivning osv,
men det må være på tide, at der også gives den rette hjælp og
rådgivning til de oprindelige familier før, under og efter eventuel
bortadoption. Ikke engang her i lille Danmark findes der en en
fornuftig hjælp til de, som har mistet eller er i fare for at miste
deres børn til adoption. Forskning mangler vi også især på de
oprindelige forældres situation og behov for støtte, hjælp,
rådgivning og terapi. Der findes stort set ingen danske
undersøgelser ud over de, jeg selv har deltaget i.

Hvis
vi vil vide, hvordan vi etablerer et etisk korrekt adoptionssystem –
er det korte svar: ”respekter de oprindelige familier” Sagen er
den, at mange syge, svage, fattige mennesker er blevet udnyttet,
franarret deres børn på falske forudsætninger. Mennesker, som
bortadopterer skal gøre det på et fuldt indformeret grundlag –
ingen af de jeg har talt med gennem de sidste 25 år , har været
fuldt informeret, og vi snakker her om danske forhold vel at mærke.
Man tager ikke bare børn fra folk, man tager også deres rettigheder
– derefter lader man dem sejle i deres egen sø, ingen hjælp til
at komme igennem sorgen, savnet og alle de andre ubearbejdede
følelser – derimod bliver de påduttet skyld, skam og fordømmelse.
Mit svar på, hvordan vi etablerer et etisk forsvarligt
adoptionssystem er, giv de oprindelige familier deres værdighed
tilbage og stil så spørgsmålet til dem, for de kan fortælle alt,
hvad der er gået galt – og stil spørgsmålet til de adopterede,
som må leve med at have mistet deres slægt. Det er ikke fordi jeg
ikke vil høre på a-forældrene – det vil jeg meget gerne, det er
også derfor jeg har oprettet adoptionstrekanten, netop for at alle
skal respekteres, og alle skal høres og tages alvorligt – jeg
synes bare det er på tide, at vi nedtoner adoptanternes udlægning
af sagen og derimod fokuserer mere på de oprindelige forældes og de
adopterede oplevelser og erfaringer.

Set
i lyset af den senere tids skandalesager er det vist på tide at vi
får kikket systemet efter i sømmene, og får etableret et nyt og
mere tidsvarende og menneskeværdigt system. Jeg forstår godt, at
de, som sidder og administrerer adoptionssystemet, har en interesse i
at vise det fra en positiv side, men jeg synes nu, det ville klæde
jer, om I også erkendte de alvorlige fejl, der er sket, og viste at
I gjorde noget for at rette op på de ulykkelige menneskeskæbner
dette system også har medført. Lad os bare tage de eksempler om er
kendte med Ramesh Kulkarni, hvis fire børn er kidnappet og solgt til
adoption her i Danmark Masho, Roba, Amy og hendes lillesøster. Nu
lader det til, at det omsider lykkes at få visum til Amys mor, så
hun kan komme til Danmark og være sammen med sine børn. Men burde
det ikke være det etablerede adoptionssystem, som påtog sig
ansvaret og hjalp de mennesker, som lider under systemet til at få
oprejsning og mulighed for at leve en værdig tilværelse igen.

Det
er jo mærkeligt nok, at stort set alle, der sidder i det etablerede
adoptionssystem er adoptanter. Hvis det virkelig var så godt for
børn at blive bortadopteret, mon så ikke der ville sidde flere
adopterede og oprindelige forældre i systemet og bakke op om det.
Jeg hilser i hvert tilfælde meget velkommen til, at der nu bliver
lagt op til en åben dialog og debat og til, at vi må arbejde os hen
imod en verden, hvor vi er frie og lige og, hvor det ikke er i orden
at den ens lykke bliver på bekostning af den andens ulykke.

Jeg
forstår godt, at det sikkert er hårdt for jer adoptanter, at høre
på alt dette, men jeg kan da heller ikke forestille mig at I med god
samvittighed og med hånden på hjertet kan lade den slags foregå –
jeg ser frem til at vi i åbenhed kan drøfte, hvordan vi med respekt
for alle parter får etableret et ligeværdigt og menneskeværdigt
system.