Tvangsadoptioner
– for barnets bedste?

Nu nærmer
julen sig med alle dens hyggelige traditioner. Julen er hjerternes
fest, julen er en tid forbundet med mange følelser og mange minder –
gode som dårlige. Vi vil gerne mindes vores barndoms jul, specielt
hvis den er forbundet med dejlige minder, men den kan også være
forbundet med smertelige minder, hvis vi har f.eks. ikke har kunnet
være sammen med vores nærmeste familie og dem, vi føler os mest
forbundet med. For mit vedkommende var sidste jul var en særlig jul.
I en alder af 57 oplevede jeg for første gang i mit liv at være
sammen med alle mine børn. Det var en helt ubeskrivelig følelse.
For tre år siden oplevede jeg også en helt fantastisk jul – for
første gang i mit liv var jeg sammen med min ældste søn juleaften.
Til næste år kan jeg også se frem til helt vidunderlig jul. For
første gang i mit liv skal jeg være sammen med alle
mine børn og alle mine børnebørn. Måske vil I undre jeg over, at
jeg i min alder, aldrig før har haft alle mine børn hos mig i
julen, men sagen er den, at jeg i mange, mange år har været
afskåret fra kontakt med mit første barn. Jeg var kun 15 år
gammel, da jeg fik mit første barn, og uden støtte fra hverken
samfundet eller familien, så jeg ikke andre muligheder end, at give
ham bort til fremmede mennesker. Kun en gang fik jeg lov til at være
sammen med ham, da han var helt lille og var på spædbørnshjem.
Herefter var det nærmest en stiltiende aftale, at jeg underskrev
adoptionspapirerne. Det var mit livs absolut tungeste beslutning,
ubeskriveligt svært at leve med.

I mange år
var julen ikke en glædelig tid for mig. Det var en smertens tid –
som bare mindede mig om min store sorg og smerte. Jeg savnede min
lille søn, som jeg ikke var i stand til at give et kys, et kram, en
gave. Jeg skulle ikke danse rundt om juletræet med ham i hånden og
se julelysene i hans øjne. Julen var en rigtig svær tid for mig.
Hvad, der også var en rigtig svært for mig, var tiden omkring min
søns fødselsdag. Hvert år fejrede jeg i mit eget stille sind hans
fødselsdag. Jeg tændte et lys for ham, og mindedes den dag, han
blev født. Det gjorde ondt i krop og sjæl – jeg var afskåret fra
kontakt med ham – jeg kunne ikke give ham en dejlig dag med lys,
lagkage, fest og gaver. De første år efter, at jeg havde måttet
give mit barn fra mig fik jeg hvert år mælk i brysterne omkring
hans fødselsdag. På afstand fulgte jeg ham hver eneste dag i
tankerne.

10 år
senere fik jeg det første barn, som jeg kunne få lov til at
beholde. Endelig kunne jeg blive anerkendt som mor – og kunne
vise omverden og mig selv, at jeg faktisk godt kunne fungere som mor.
Livet begyndte at være værd at leve igen. Men savnet af mit første
barn, blev ved med at slide på mig. Der skulle gå 17 år, før jeg
lærte at leve med mit livs skæbne og yderligere 10 år brugte jeg
på at lede efter mit første barn. Da jeg så ham igen efter 26 års
adskillelse var han både en fremmed mand, men samtidig mit lille
barn, som jeg bare havde lyst til at passe på og drage omsorg for.
På en måde var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Det blev
en stor lykke for os begge omsider at blive en del af hinandens liv –
og min søn, ja, tænk, han kunne genkende min duft. Dette for at
illustrere hvor tæt mor og barn er forbundne gennem graviditet og
fødsel. Jeg tror alle mødre kender det stærke bånd, de har til
deres børn og elsker deres børn betingelsesløst. Dette bånd skal
altid respekteres.

Var jeg uden
forældre-evner?……………….Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg
var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn
og altid tog mig kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom
pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og opbakning og
var sikkert nem at manipulere med. Som en udtrykte det – jeg måtte
give mit barn væk, for at få lov til at blive ved med at være min
mors datter. Ingen interesserede sig for, hvad jeg følte og tænkte,
ingen spurgte mig, hvad jeg ønskede for mig selv og mit barns
fremtid. Jeg var tvunget af omstændighederne………….

I forrige
uge fik en velstående kvinde nord for Whiskybæltet udgivet en bog.
En kvinde, som udadtil virkede tjekket, økonomien fejlede ikke
noget, den ydre facade var i orden. Hun og hendes mand kom de rigtige
steder, omgikkes de rigtige mennesker, dyrkede deres interesser,
passede deres karrierer og rejste meget. De havde alle muligheder,
deres børn fik alle muligheder, og de elskede dem til døde.
Alligevel var alt ikke godt og lykkeligt under den pæne overflade.
Der var tre børn i familien, som efterhånden udviklede ganske
alvorlige problemer, så som psykose, kokain misbrug, depression,
spiseforstyrrelse samt massivt hash misbrug. Hvad der er foregået
bag den pæne facade, ved jeg ikke Men kunne man forestille sig, at
der blev stillet spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families
forældre-evner?………………..Eller for den sags skyld at et
barn fra en velstående familie blev
tvangsfjernet?…………………Næppe, behandler vi ikke altid
de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt
og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser
ensbetydende med, at man har forældre evner? – og er svaghed, sygdom
og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver
os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn
fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den
senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker
er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den
hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste
påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem
ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for
at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med
børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle
mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi
ikke ligeværdige mennesker alle sammen?……………………..

I
årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang
række af dem ved tvang.

Tvangssterilisering
blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders
formering blev bremset med erklæringer udfærdiget som
bestillingsarbejde med bestikkelses vederlag til politisk udpegede
der optrådte som såkaldte vidner. Mange sagesløse kvinder var
erklæret som såkaldte ’sinker’ uden de var det, blev
tvangssteriliseret ud fra racehygiejniske motiver om at undgå
’undermennesker’.
Vi
har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev
i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere,
døve, blinde prostituerede osv. Af ‘arvehygiejniske’ grunde som det
blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K.
Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi
med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men
for et par år siden var der i radioen en udsendelse om
moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin
datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn.
Forklaringen var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at
hun mentalt er otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige,
hendes krop gør og hendes drifter gør, og derfor har Mia nu
kærester, som hun sover sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får
et barn, vil det være en otteårig ikke en tyveårig, der får et
barn. Hun kan under ingen omstændigheder tage sig af et barn, og
barnet ville blive tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske,
som hun havde fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed
til datteren gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung
pige den oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst
som fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét
scenarie?

Der har også
været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk
udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at
blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få
fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men
så snart de blev født, blev de tvangsfjernet. En
tvangssterilisation er et overgreb, men trods alt et mindre indgreb,
som kun involverer et menneske. En tvangsadoption derimod er et langt
alvorligere indgreb, som kan præge såvel mor som barn for resten af
livet.

Adoptioner
bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier,
win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet
født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre,
som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager
undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så
er alle vel glade……….eller hvad? Adoption, skal altid være til
gavn for barnet – helt enig. Der hvor vi går fejl, er når vi
tror, vi enten skal tage barnets eller de biologiske forældres
parti. Vi har svært ved at se, at vi kan tage begges parti – men
hvis vi i stedet for at se syge , svage, fattige, socialt udsatte som
undermennesker, men ser dem som et ligeværdige og ansvarlige
mennesker, som selvfølgelig vil deres børn det bedste, så er der
ikke længer tale om et enten eller. Forældrene skal opmuntres og
anerkendes for deres indsats. Aldrig nedgøres. Med den rette
indsats, hvor familierne behandles med respekt, anerkendelse og
ligeværdighed tror jeg det i langt de fleste tilfælde vil kunne
lade sig gøre at hjælpe familierne på ret køl igen.

Der
er mange forældre fra Tønder til Brønderslev, der i bagklogskabens
lys ikke burde have været forældre. Efter
min mening er det ikke en menneskeret at få børn. Men alle
mennesker – børn som voksne – rig som fattig – stærk som svag
– har ret til et godt og værdigt liv. Vi skal værne om børnene,
og vi skal værne om de svage i samfundet. Der er mennesker som er så
handicappede fysisk eller psykisk helt klart ikke er egnede forældre,
og som aldrig har mulighed for at blive det. Hvorfor overhovedet give
dem mulighed for at få børn, som alligevel vil blive fjernet med
det samme. Ville det ikke være mere humant at give dem lov til at
blive steriliseret.

Måske vil
der stadig være familier, der på trods af en massiv indsats stadig
ikke magter opgaven som forældre, og hvor den bedste løsning for
såvel forældre som børn er at anbringe børnene i en anden
familie. Siden d. 1 oktober 2009 er reglerne for tvangsadoptioner
blevet ændret. Før den tid var det et krav, at barnet skulle have
været anbragt uden for hjemmet i syv år, før der kunne være tale
om at bortadoptere uden forældrenes samtykke. Nu er det muligt også
at tvangs adoptere børn under et år, hvis forældrene varigt er
uden forældre evne og børn, som har været anbragt i den samme
plejefamilie i over tre år, og hvis forældre er uden forældre
evne. Hvis
barnet er under 1 år, er det også en betingelse, at barnets
forældre ikke kan spille en positiv rolle i forbindelse med samvær.

Det er min overbevisning,
at alle har noget positivt at bidrage med. I nogle tilfælde kan det
være en fordel for alle parter, at barnet bliver anbragt uden for
hjemmet for en kortere eller længere periode, men at kappe alle bånd
til fortiden, mener jeg kun yderst sjældent kan være til gavn for
nogen. Hvis barnet skal sættes i pleje eller bortadopteres, bør det
så vidt muligt altid forgå ad frivillighedens vej. Hvis man
virkelig vil sine børn det bedste, og vil vi ikke alle det? – så
kan der altså være tilfælde, hvor man må erkende sin egen
utilstrækkelighed og overlade ansvaret til andre mennesker. At nå
til denne konklusion, er efter min mening en ansvarlig beslutning.
Mennesker som vælger at overlade deres børn til andre skal ses på
med anerkendelse – ikke fordømmelse. Det er det største offer
noget menneske kan bringe. Det er ikke at opgive sit barn, tvært
imod er det at ville sit barn det bedste, uanset hvor ondt det gør
på en selv. Barnet skal have den bedst mulige hjælp; men det skal
de forældre, der står tilbage uden barn også. Dem må man på
ingen måde lade i stikken. Adoptivforældre- og børn bliver helt
naturligt hjulpet, de biologiske forældre skal også hjælpes. Andre
forældre, som mister deres børn, bliver der også helt naturligt
draget omsorg for. Der findes stort set ingen forskning her i Danmark
om, hvordan biologiske mødre til bortadopterede klarer sig, og der
er ingen hjælp at hente fra samfundets side . Det har jeg længe
forsøgt at gøre noget ved. Nu har jeg en aftale med en forsker for
at få afdækket biologiske mødres situation og behov for hjælp, og
jeg satser på lige som de to andre parter i adoptionstrekanten at få
bevilliget midler til det.

Man bør så vidt muligt
undgå tvang. Jeg har kendt mange kvinder, som har måttet
bortadoptere deres børn. Stort set alle er blevet presset, nærmest
tvunget til det, ingen af disse kvinder har haft det godt med det.
Jeg har talt med en enkelt kvinde, som helt og holdent selv havde
truffet denne beslutning. Hun virkede afklaret med, at hun havde
bortadopteret sit barn, men hun mødte ingen forståelse fra
omgivelserne. Det var i deres øjne en utilgivelig handling. Jeg har
også kendt kvinder, som har fået foretaget abort, nogle har følt
sig presset til det, og har ikke følt,at det var deres egen
beslutning. Disse kvinder har haft det dårligt med det i årevis
efter, mens de kvinder som helt og holdent selv har truffet
beslutningen, er de, som bedst har kunnet leve med det.

Der tales
meget om forældre-evner. Men hvem skal bedømme det – og hvordan
bliver det testet. Hvis vi skal gribe i egen barm, mon så ikke vi
alle på et eller andet tidspunkt har svigtet vores børn eller været
utilstrækkelige? Vi kan alle gøre det bedre. Forældre evnen er
ikke nødvendigvis noget, der bare kommer af sig selv, idet man får
børn – man modnes, men det er ikke altid nok. Adoptivforældre
skal gå på kursus for at få lov til at adoptere. Det er også helt
påkrævet, da det er en ganske særlig situation at skulle være
forældre til børn født af andre. Men mon ikke de fleste biologiske
forældre også ville kunne have gavn af et eller flere kurser i,
hvordan man tager vare på børn.

Jeg har
netop læst en artikel, hvor plejeforældre klager over, at de ikke
bliver hørt, når de siger, at deres plejebarn har det svært,
tværtimod bliver nogle truet med fyring. Nogle mener, at hvis
sagsbehandlerne blev udsat for at få deres forældre-evner testet,
så ville mange af dem dumpe. Jeg har også hørt biologiske forældre
sige, at de ikke tør bede om hjælp, hvis de har svært ved at klare
forældrerollen. De er simpelthen bange for at børnene vil blive
fjernet fra dem. Hele systemet er efter min mening blevet alt for
uigennemskueligt, og bygger på trusler, tvang og mistillid. Det
tror jeg meget sjældent kan føre noget godt med sig. Mit juleønske
kunne være et system, som bygger på gennemskuelighed, gensidig
tillid, anerkendelse og ligeværdighed, et system hvor alle parter
bliver hørt og taget alvorligt – børn, som voksne, biologiske
forældre, som pleje og adoptivforældre, de som har papir på at de
er eksperter, og de som ikke har papir på det – for vi er jo alle
eksperter i netop den problematik vi selv har inde på livet. Med
ønsket om en glædelig Jul og en bedre verden for os alle.