Ny
Minister på Adoptionsområdet.


har Danmark fået ny Minister på adoptionsområdet. Lad os håbe, at
hun vil tage opgaven alvorligt og også lytte på os, der virkelig
ved, hvor skoen trykker. At hun ikke bare vil lytte på de, som
modtager børn født af andre forældre, men også på os, som har
mistet børn til adoption og til de, som har mistet deres oprindelige
slægt.

I
november måned 2012 rullede filmen Adoptionens pris over de danske
fjernsynsskærme, og alle som så den, blev dybt berørte over
historien om Masho og Ropa, som blev adopteret fra Etiopien til et
dansk par, som skulle være deres nye forældre. En adoption, hvor
alt gik galt. De biologiske forældre blev på et falskt grundlag
franarret deres børn. De blev lovet, at de ville få rapporter om
deres børn, at de ville bibeholde kontakten, og at deres børn ville
få et bedre liv og alle muligheder i Danmark. Men, som vi så i
filmen blev ingen af disse løfter holdt. Børnenes forældre ønskede
at sige farvel til dem inden afrejsen, men ikke engang det, fik de
lov til, de modtog heller ingen rapporter om børnene. Masho fik
store problemer og kunne ikke bare tilpasse sig sin nye familie.
Adoptivforældrene magtede ikke opgaven, Masho blev først sendt i
aflastningsfamilie og siden på institution, hvor hun stadig er. I
filmen så vi smerten i øjnene på den lille pige og for første
gang på tv. så vi den mindst lige så store smerte i de etiopiske
forældres øjne. Hen over sommeren 2012 kørte der en lang
artikelserie i Politikken om et andet søskendepar, som også på et
falskt grundlag var adopteret fra Etiopien til Danmark – også en
adoption, hvor alt gik galt. Den store pige Amy blev løget yngre,
end hun var, også i dette tilfælde opgav adoptivforældrene hende,
hun kom i plejefamilie i en lang periode, hun blev fjernet med magt,
selv om hun havde det godt der. Først blev hun placeret i et
sommerhus og dernæst på institution, hvor hun ifølge Politikken
isolerede sig på sit værelse og fik yderligere problemer. Efter et
langt tovtrækkeri, kom hun igen tilbage til plejeforældrene. Siden
har vi i TV set, hvordan børnehøstere er gået fra hus til hus og
overtalt Etiopiske forældre til at bortadoptere deres børn. Mange
frygtelige adoptionsskandaler fra store dele af verden er kommet frem
i lyset, og naturligvis bliver vi dybt berørt. Når vi hører om den
slags, måske tænker vi, at den slags foregår andre steder i verden
– ikke her i lille Danmark – men tag ikke fejl, tilstandene har
ikke været meget bedre herhjemme. Helt op til nyere tid, er unge
kvinder blevet presset til at bortadoptere deres børn, ja selv i dag
får unge mennesker som bliver uønsket gravide ikke altid den rette
støtte og hjælp.

Langt
op i det 20. århundrede var hovedproblemet, at antallet af
uforsørgede børn langt oversteg antallet af forældre, der ønskede
at have børn i pleje eller adoptere dem, fortæller Jens Hørlück i
bogen »Adoption i Danmark«. »I begyndelsen af århundredet var det
ingen sensation, hvis en tjenestepige fødte i dølgsmål og kvalte
sit barn. Hvis en graviditet eller en fødsel blev opdaget, ville hun
som regel blive sat på gaden. Bortadoption blev dengang anset for at
være et udmærket middel for især unge mødre, der var kommet galt
af sted«.

Efter
anden verdenskrig skete der en markant ændring. Både fordi de
økonomiske og sociale forhold blev markant bedre, og fordi det blev
mere moralsk acceptabelt at være enlig mor. I 1948 blev 1.822,
svarende til 29 % af alle børn født udenfor ægteskab,
bortadopteret. Allerede i 1957 var tallet faldet til 749 eller 14 %
af alle børn født udenfor ægteskab.

Hvor
det før ofte var familier med mange børn i forvejen, der af
barmhjertighed eller for økonomisk vinding tog forældreløse til
sig, var det nu i stigende grad barnløse par, der adopterede.
Sideløbende begyndte man at tale mere om barnets behov og vurdere
adoptivforældrenes egnethed. Vera Skals, direktør i Mødrehjælpen,
udtalte således i 1953: »Vi finder ikke et barn til et hjem. Vi
finder et hjem til et barn«.

Hanne
Reintoft, socialrådgiver, forfatter og tidligere folketingsmedlem,
arbejdede som ung i Mødrehjælpen. Hun husker ikke tilbage på den
tid med glæde.

»Som
ung socialrådgiver led jeg meget under den tvang, vi underkastede de
purunge kvinder«, siger hun i dag.»Først gav vi dem afslag på
abort, dernæst pressede vi dem til adoption. De havde det ofte meget
dårligt. Jeg husker en der sad i 6 timer hos mig på mit kontor og
bare græd og græd. Jeg græd også selv til sidst«, fortæller
hun.

Dette
foregik i 50’erne og 60’erne. I 1970, fødte jeg en søn, som jeg
også blev presset til at bortadoptere. For et par år siden fik jeg
udgivet den første bog her i Danmark som fortæller om adoption fra
den biologiske mors synsvinkel med titlen: Mit barn – hvor er du?
Hanne Reintoft udtalte sig: ”Jeg har læst bogen med stor
interesse og empati. En rystende beretning om
en svigtet 15-årig – forrådt både af familie som samfund og også
undret mig over, at det er en beskrivelse fra sidst i 1960erne. Jeg
troede, at det jeg selv oplevede i den gamle Mødrehjælp et årti
før var blevet historie.” hun udtalte sig endvidere: ”Med den
stærke moderne trang til at kende sine rødder, er vi måske der,
hvor anonyme adoptioner bør høre fortiden til. De bygger for så
vidt på en statsautoriseret livsløgn”

Jeg
har gennem ca. 25 år talt med utallige andre danske kvinder, og hørt
uhyrlige historier om, hvordan de blev presset til at bortadoptere.
Jeg havde ofte svært ved at tro, det kunne være rigtigt, at man
behandlede unge kvinder på denne måde. Så hørte jeg Hanne
Reintoft fortælle om, hvordan de nærmest tvang de unge piger til at
bortadoptere, og hvor rasende de blev i adoptionsafdelingen, hvis de
i stedet hjalp de unge piger til at beholde deres egne børn. Da
vidste jeg, at alle de grusomme historier, jeg havde hørt, var
rigtigt.

Da jeg
blev presset til at bortadoptere, fik jeg besked på ikke at tale om
det, men bare at leve videre som om ingenting var sket. Det var
naturligvis umuligt, man glemmer aldrig sit barn og man lærer ikke
bare at leve med det. Det tog mig virkelig mange år og var tæt på
at koste mig livet. Siden har jeg arbejdet på at få sandheden om
adoptioner frem i lyset og for at hjælpe andre som lider, efter at
have mistet deres børn eller slægt. Mange andre kvinder i samme
situation lærer aldrig at leve med det. Der er ingen hjælp at hente
fra det danske samfunds side til kvinder, der har mistet deres børn
til adoption. Jeg har efter mange års kamp fundet mit mistede barn
igen, og vi er blevet lykkeligt genforenede. Det er ikke længere min
egen kamp, jeg kæmper, jeg kæmper for alle andre i samme situation.

Jeg er
i mellemtiden blevet uddannet psykoterapeut og naturligvis brænder
mit hjerte mest af alt for mennesker med adoptions – problematikken
inde på livet. Jeg har gennem tiden mødt og talt med masser af
kvinder, som mere eller mindre frivilligt har måttet afgive deres
børn. Der er kommet kvinder i min klinik, som har rendt samtlige
myndigheder på dørene uden at kunne få hjælp. Jeg har kendt
tilfælde helt op i 90’erne, hvor danske kvinder er blevet presset
til at bortadoptere, ja selv i dag er der ingen hjælp at hente fra
samfundets side til disse kvinder.

Da
Karen Hækkerup blev valgt som socialminister rettede jeg henvendelse
til hende, bød hende velkommen og bad hende om et møde for at tale
adoption med hende. Jeg vidste, at hun talte med Adoption &
samfund, som repræsenterer adoptivfamilierne, og forventede derfor,
at hun også ville afse tid til at tale med en, som vidste, hvad det
vil sige at miste et barn til adoption. Efter meget lang tid og
adskillige rykkere svarede hun, at hun ikke havde tid til at tale med
mig. Jeg henvendte mig gentagne gange, men stadig med samme resultat
– de som har modtaget andre folks børn kunne hun godt finde tid
til at tale med – men ikke med os, som har mistet børn.

I
september måned 2012 var der en stor konference på Christiansborg
med titlen Adoption – en politisk hånd til et godt liv. Her bad
jeg om at få taletid – det kunne jeg ikke få. Der var kun tid til
at tale om et godt liv for Adoptivfamilierne – et godt liv for de
familier, som har mistet børn, kunne der ikke afsættes så meget
som fem minutter til. Jeg mødte dog op, men var tydeligvis ikke
velkommen. Andre, som også ønskede at få rettet op på de
nuværende adoptionstilstande, kunne heller ikke tå taletid. Siden
har Karen Hækkerup holdt møder med det etablerede adoptionssystem,
som stort set alle består af adoptivforældre. Selvfølgelig det er
godt, at der bliver gjort noget for adoptivfamilierne, men jeg troede
vi levede i et demokratisk samfund, hvor alle parter skal høres. Det
er stadig uforståeligt, at der ikke bliver ofret så meget som en
krone på de oprindelige familier til adopterede. Adoption er
selvfølgelig på sin plads, hvis det handler om forældreløse børn
eller om forældre, som varigt er uden forældreevner. Men at
forældre, som er i stand til at tage vare på deres børn, ikke får
den tilstrækkelige hjælp til at beholde deres børn, er helt
uacceptabelt – og at unge mennesker, som er uønskede gravide ikke
får mulighed for at træffe et informeret valg er hverken
acceptabelt eller lovligt.


baggrund af de afslørede adoptionsskandaler blev der I januar 2013
blev der holdt Åbent Samråd på Christiansborg om de biologiske
forældres retssikkerhed ved adoption. Karen Hækkerup udtalte bl.a.
at hun skam talte med aktørerne i det her – hun talte med Adoption
& Samfund. Men er aktørerne, når det handler om biologiske
forældres retssikkerhed, ikke netop os biologiske forældre?

Efter
adoptionskonferensen som var arrangeret af Adoption og Samfund i
samarbejde med Özlem Zekic, talte jeg med Özlem. Hun foreslog mig
at komme i foretræde for Socialudvalget. Jeg kom i foretræde, hvor
jeg fik 15 minutter til at fortælle om de oprindelige forældres
situation, den manglende forskning, manglende hjælp og støtte og
hvad, jeg mente der burde gøres for sat rette op på tingenes
tilstand. Her blev jeg foreslået at søge om sats-pulje-midler til
et projekt til gavn for biologiske familier, der har mistet et barn
eller er i fare for at miste et barn til adoption og til forskning om
dette forsømte og uudforskede område.

Jeg
søgte, men fik afslag, det mente man ikke der var behov for. Hele
adoptions apparatet koster rigtig mange millioner hvert år. Adoption
& Samfund forlanger af få 20 millioner om året, penge som
udelukkende er til gavn for adoptivfamiliene. Selvfølgelig skal de
også have hjælp – men hvor er hjælpen til de oprindelige
familier, der har mistet deres børn??????????????? – og ville de
oprindelige familier ikke være bedre hjulpet ved at få hjælp til
at beholde deres egne børn, så vi så vidt muligt undgik at splitte
familier ad, specielt når vi ved, hvor store og ofte livsvarige
konsekvenser det kan få for børn og forældre.

Siden
har jeg sammen med en adoptivmor og en adopteret dannet gruppen
Adoptionstrekanten og nu fornylig en mere fortrolig gruppe for
biologiske forældre og adopterede. Vi der har betalt adoptionens
pris og har mistet vores børn eller vores oprindelige slægt vil
ikke længere tie. VORES STEMMER SKAL OGSÅ HØRES. Derfor Kære
Annette Vilhelmsen tillykke med, at du er blevet Socialminister –
hør på os. Dette åbne brev er sendt til Annette Vilhelmsen

Åbent
brev til den nye Socialminister Annette Vilhelmsen

Biologisk
slægt og adopterede byder velkommen til den nye Social- Børne- og
Integrationsminister Annette Vilhelmsen og ser frem til et positivt
samarbejde.

Vi
respekterer båndet mellem oprindelige forældre og børn og vores
fokus er på en hidtil overset og marginaliseret gruppe: de
oprindelige familier, som har mistet eller er i fare for at miste et
barn til adoption – en gruppe, som bare her i landet består af ca.
10.000 forældrepar, en gruppe, som står uden den nødvendige hjælp
og støtte.

Der
kommer til stadighed flere og flere sager frem i lyset fra store
dele af verden om børn på et falskt grundlag er blevet franarret
deres oprindelige familier eller kidnappet og solgt til adoption. Ja
selv her i Danmark skal vi blot få årtier tilbage, for at opleve en
tid, hvor det var almindeligt at unge svage og fattige kvinder blev
presset til at bortadoptere. Vi ønsker at få ryddet op i alle disse
adoptionsskandaler Det skal ikke længere være muligt at udnytte
andre mennesker for at danne nye familier. Den enes lykke må aldrig
være på bekostning af den andens ulykke. Biologiske forældre skal
altid have den bedst mulige støtte og hjælp til at beholde deres
egne børn.

Lad os
gøre Danmark til foregangsland for et nyt og mere tidssvarende
adoptionssystem med respekt for alle tre parter i adoptionstrekanten.
Adoption skal kun kunne komme på tale, hvis det er absolut
nødvendigt – for barnets bedste. Adoption skal altid foregå på
en værdig og etisk korrekt måde for alle parter. Åbne adoptioner,
hvor kontakten mellem oprindelig familie og adoptivfamilie bevares er
klart at foretrække, for såvel oprindelig slægt, som barn og
dermed også adoptivforældrene. En adoption er vellykket, når den
er det for alle tre parter. Adoption handler om at finde familie til
forældreløse børn – ikke at finde børn til barnløse.

Vi
håber, at Annette Vilhelmsen vil arbejde for etisk, juridisk,
menneskeværdige forhold for alle tre parter før, under og efter
eventuel adoption.

Gitte
Jensen og Aniella Bonnichsen – to kvinder der har betalt
adoptionens pris