Adoption
– For hvis skyld?

Adoptioner
bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier,
win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet
født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre,
som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager
undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så
er alle vel glade……….eller?

I 2009 blev
reglerne ændret, så det blev nemmere at tvangs bortadoptere børn
fra forældre, som varigt er uden forældre-evner. Jeg er selv en af
de kvinder, som 15 år gammel mistede et barn til adoption tilbage i
1970. Dette har præget hele min tilværelse på godt og ondt. I
mange, mange år var mit liv et liv i lidelse, sorg, savn og uvished
om mit barns skæbne. Det tog mig mange år at blive menneske igen,
og 10 år måtte jeg bruge på at lede efter min bortadopterede søn.
Vi er nu lykkeligt genforenede til stor glæde for os alle.

Jeg har
spurgt mig selv: – Var jeg uden
forældre-evner?……………….Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg
var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn
og tog mig ofte kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom
pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og hjælp til at
beholde mit barn og var sikkert nem at manipulere med. Ingen viste
interesse for, hvad jeg følte og tænkte. Ingen spurgte mig, hvad
jeg ønskede for mig selv og mit barns fremtid. Jeg var tvunget af
omstændighederne………….

For et
stykke tid siden hørte jeg en anden kvinde fortælle om sit liv. En
velstående kvinde nord for Whiskybæltet, en kvinde, som udadtil
virkede tjekket, økonomien fejlede ikke noget, den ydre facade var i
orden. Hun og hendes mand kom de rigtige steder, omgikkes de rigtige
mennesker, dyrkede deres interesser, passede deres karrierer og
rejste meget. De havde alle muligheder, deres børn fik alle
muligheder og de elskede dem til døde. Alligevel var alt ikke godt
og lykkeligt under den pæne overflade. Der var tre børn i familien,
som efterhånden udviklede ganske alvorlige problemer, så som
psykose, kokain misbrug, depression, spiseforstyrrelse samt massivt
hash misbrug. Hvad der er foregået bag den pæne facade er ikke til
at sige. Men kunne man forestille sig, at der blev stillet
spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families
forældre-evner?………………..Eller for den sags skyld at et
barn fra en velstående familie blev
tvangsfjernet?…………………Næppe, behandler vi ikke altid
de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt
og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser
ensbetydende med, at man har forældre evner? – og er svaghed, sygdom
og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver
os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn
fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den
senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker
er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den
hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste
påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem
ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for
at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med
børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle
mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi
ikke ligeværdige mennesker alle sammen?……………………..

Vi hører
også ofte udtalelsen: Hvad er alternativet til adoption – er det
ikke bedre at bortadoptere, frem for en at børnene skal være på
børnehjem. Hvis vi tager eksemplet med det etiopiske børnehjem, så
var børnehjemmet netop blevet oprettet med henblik på at
bortadoptere børn, og da det blev lukket viste det sig, at næsten
alle børn rent faktisk havde biologiske forældre, som godt kunne
tage sig af dem, så alternativet for disse børn var altså at komme
hjem til deres biologiske forældre, og er det ikke et bedre
alternativ, at børn og forældre kan blive sammen frem for at sende
børn over på den anden side af jorden, med det postulat at man
giver dem en bedre tilværelse.

Der er da
sikkert børn, der får en bedre tilværelse, men kan vi fortsat med
god samvittighed gennemføre disse adoptioner, når vi ved, hvilke
livslange traumer vi i mange tilfælde samtidig påfører talrige
børn og forældre, efter at de brutalt er blevet revet fra hinanden.
I udsendelsen Sporløs, hører man også jævnlig eksempler på børn,
som er blevet anbragt på børnehjem for en kortere periode, og når
forældrene kommer for at hente dem hjem, er de blevet bortadopteret
uden forældrenes samtykke – er det rimeligt? – Hvor er de biologiske
forældres retssikkerhed henne? Jeg ved ikke, hvor mange børnehjem i
verden der er oprettet med henblik på bortadoption, og hvor mange af
disse børn, som faktisk er blevet høstet med henblik på at blive
bortadopteret, men lad os kumme til bunds i det frem for at bruge
argumenter, som der måske ikke er så meget hold i alligevel.

Hvis vi
virkelig mente, at det var så forfærdeligt for børn at være på
børnehjem, og at vi kunne give dem en meget bedre tilværelse ved at
bortadoptere dem og sende dem over på den anden side af jorden væk
fra deres slægt, deres venner og deres oprindelige kultur. Hvorfor
tager vi så ikke de danske børn, som er på børnehjem og
bortadopterer til rige mennesker i Saudi Arabien for at give den en
bedre tilværelse der?