Sidste
efterår blev jeg spurgt om at skrive en artikel om tvangsadoption. I
den forbindelse var en af de ting jeg reflekterede over, om det ikke
ville være mere humant at sterilisere kvinder, som varigt er uden
forældre evner, frem for at lade dem blive gravide og føde børn,
som bliver taget fra dem straks efter fødslen. Tvangssterilisering
er et meget ømtåleligt emne, og der er ingen tvivl om, at en lang
række mennesker uretmæssigt har lidt under dette indgreb

I
årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang
række af dem ved tvang.Tvangssterilisering
blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders
formering blev bremset med erklæringer om at de var ’sinker’
uden de var det. Kvinderne blev tvangssteriliseret ud fra
racehygiejniske motiver om at undgå ’undermennesker’.
Vi
har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev
i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere,
døve, blinde, prostituerede osv. Af ‘arvehygiejniske’ grunde som det
blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K.
Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi
med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men
for et par år siden var der i radioen en udsendelse om
moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin
datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn.

Forklaringen
var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at hun mentalt er
otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige, hendes krop gør og
hendes drifter gør, og derfor har Mia nu kærester, som hun sover
sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får et barn, vil det være en
otteårig ikke en tyveårig, der får et barn. Hun kan under ingen
omstændigheder tage sig af et barn, og barnet ville blive
tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske, som hun havde
fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed til datteren
gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung pige den
oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst som
fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét scenarie?

Hermed
Mias mors egne ord efter radioudsendelsen: ”Ja
det er meget vigtig at få en debat i gang, men også et kæmpe tabu
område, og det skal der laves om på. For sex er noget de fleste
mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv, uanset om de
er retarderet eller normal fungerende. Den kæmpe store forskel er
bare, at normal fungerende ved, at sex kan medføre graviditet, så
langt tænker en retarderet ikke, de er 100% styret af deres lyster,
og derfor tænker de ikke på at beskytte sig. Der ud over har
normalt fungerende unge større muligheder for at de selv klare deres
barn, og kommer videre i deres liv, på trods af et barn i en, måske,
ung alder. Men retarderede, der aldrig selv bliver andet end et barn
i en voksen krop, har ingen mulighed for hverken at tage vare på sig
selv eller på et evt. barn, ergo bliver et evt. barn fjernet, og vi
som forældre står tilbage med et ungt menneske, der igen har lidt
et kæmpe følelsesmæssigt tab pga. deres handicap, og som vil
forfølge dem resten af deres liv. Og vi har, som jeg sagde i
radioen, et barnebarn vi aldrig får at se. Er det lykken for nogen?
Nej bestemt ikke. Håber virkeligt at der bliver mere fokus på
problemet omkring sterilisering, så det bliver nemmere at få en
ansøgning her om igennem, og at vi derved kan skåne vores unge
piger for at de på længere sigt, evt. udvikler en kræft form pga
de hormoner de åbenbart skal fyldes med. Syntes det er forkasteligt,
at nævnet for sterilisation og politikerne syntes, at der er den
bedste løsning på problemet. Det er det hvis vores unge mennesker
var normal fungerende, for her kan de gå ind og bruge bla. kondom i
stedet for, men det kan vores unge mennesker ikke, for det kan de
ikke finde ud af, og mange kan ikke lære det, og som sagt, sætter
de ikke sex og børn i forbindelse med hinanden. Vores unge er derfor
tvunget til at blive fyldt med hormoner i min. 10 år inden de kan få
en lovlig tilladelse til at blive steriliseret. Og derved øge deres
kræft risiko betydeligt.”

Der
har også været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk
udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at
blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få
fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men
så snart de blev født, blev de tvangsfjernet.

Skal
alle mennesker have ret til at få børn? – Hvis de – som Mia ikke
er i stand til at fungere som forældre, skal de så alligevel have
lov til at blive det? – Er det en menneskeret at få børn? – og hvis
det er en menneskeret, hvad skal en ung pige som Mia med denne ret
til at sætte et barn i verden, et barn, som under alle
omstændigheder vil blive taget fra hende umiddelbart efter fødslen
– er det en god start, at give et barn i livet? – og er der nogen
som helst mening i at udsætte en ung handicappet pige for at skulle
gå gennem en graviditet og føde et barn, som hun alligevel ikke har
nogen mulighed for at tage vare på.

Der
tales så meget om, alt hvad der skal gøres for adoptivfamilierne
med rådgivning osv. – det er selvfølgelig også helt påkrævet,
men hvad med også at sætte fokus på de kvinder, som lægger krop
til at andre kan få børn. Hvad med at give disse kvinder støtte og
rådgivning. Ville, en ung kvinde som Mia ikke være bedre hjulpet
ved at blive steriliseret frem for at skulle udsættes for dette? Der
er mennesker, som ikke er i stand til og aldrig bliver i stand til at
drage omsorg for et barn Efter min mening er det ikke en menneskeret
at få børn, derimod mener jeg det må være en menneskeret, at et
barn har forældre, som er i stand til at drage omsorg for det på en
ansvarlig og betryggende måde, og det må også være en mennesker,
at alle bliver behandlet på en menneskeværdig måde, også udsatte
og handicappede mennesker som Mia

En
tvangssterilisation er et overgreb, det er der ingen tvivl om, men
trods alt et mindre indgreb, som kun involverer et menneske. En
tvangsadoption derimod er et langt alvorligere indgreb, som
involverer såvel biologisk familie som barn for resten af livet.

Adoption
må aldrig handle om at finde børn til barnløse – men derimod om
at finde forældre til forældreløse.

Jeg
vil gerne høre andres mening om disse spørgsmål –

Er
det en menneskeret at få børn?

Er
der nogen rimelighed i, at mennesker som varigt er uden forældre evne
alligevel skal kunne sætte børn i verden?

Er
det ikke på tide, at der bliver etableret støtte og rådgivning til
biologiske forældre, som er i fare for at miste deres børn eller
har mistet deres børn til adoption?

Adoptivfamilier,
som jo er ret velstående familier får helt naturligt rådgivning
til at klare den nye situation – mens de biologiske familier, som
mister deres børn til adoption tilsyneladende forventes at klare det
selv, er det rimeligt?