Blog Image

Bortadoption

Min og din stemme

"Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i bogen Mit barn - hvor er du? kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til en debat, som du kan deltage i her på bloggen."

Aniella Bonnichsem

Dialogmøde om adoption

Bortadoption Posted on 27 Oct, 2013 20:16:12

Dialogmøde
om adoption.

Jeg er rigtig glad for, at vi er
inviteret til dette dialogmøde, det er virkelig stort, at vi nu
bliver hørt – os som dette her drejer sig om. Der er sket meget på
adoptionsområdet, specielt inden for det sidste års tid. For godt
et år siden var der en stor adoptionskonference, som var arrangeret
af A&S i samarbejde med Ôslem Zegic, da var det kun adoptanter
og en enkelt adopteret udpeget af A&S der fik lov at sidde i
panelet, og dermed styre slagets gang. Der hørte vi om adoption set
fra adoptanternes synsvinkel, og det er selvfølgelig også fint nok
at høre deres bud på, hvad der skal ske på adoptionsområdet, men
vi var jo nogle stykker, som var lidt utilfredse med ikke at kunne få
lov til i samme grad at få indflydelse på debatten. Nu er der så
dukket en lang række andre grupper op, bl.a. Adoptionstrekanten og
en del andre, nogle grupper var der i forvejen, og en del nye er
kommet til. Nu må det være på tide at også vi, som på egen krop
har oplevet at miste et barn til adoption, og de som har oplevet at
miste hele deres oprindelige slægt, også må komme til orde og få
indflydelse på, hvordan adoptionssystemet fremtidigt skal skrues
sammen. Derfor hilser jeg det meget velkommen, at vi nu er blevet
inviteret til dialogmøde om dette, og jeg forventer mig rigtig meget
at dette arbejde.

Jeg har sommetider hørt udtrykket, at
børn har brug for at blive adopteret – jeg tror det var Karen
Hækkerup jeg hørte udtale det på et åbent samråd – og jeg må
sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte det. Hvor
mange adopterede mon vil mene, at de havde brug for at blive
adopteret, jeg kan lidt frygte, at det er et udtryk adoptanterne har
opfundet – Det, som børn har brug for, er tryghed, kærlighed og
omsorg så vidt overhovedet muligt i deres egne familier. Der vil
selvfølgelig stadig være nogle børn i verden, hvor man slet ikke
kan finde familien, eller børn, hvis familie selv med massiv hjælp
ikke magter opgaven – og hvor det er bedre for barnet at blive
etableret i en ny familie. Men dette er jo i de ekstreme tilfælde.
Men også i disse tilfælde må det så vidt overhovedet tilgodeses,
at børn og forældre bevarer forbindelsen med hinanden. Adoption kan
være smukt, hvis det foregår på den rigtige måde med respekt og
omsorg for alle parter i adoptionstrekanten ikke mindst de svage
parter, som jo er de oprindelige forældre og børnene. Men generelt
man kan vist ikke tale om, at børn har brug for at blive adopteret,
børn har brug for deres egne familier.

Jeg forstår godt, at mennesker, som
måske ikke kan få børn selv eller mennesker, som har et stort
overskud af kærlighed rigtig gerne vil hjælpe børn i verden, og
der er masser af børn, som har brug for et par ekstra kærlige
hænder – vi skal bare lige huske på, at man ikke hjælper ved at
splitte familier ad, man hjælper børnene ved at støtte de udsatte
familier. Jeg forstår godt de barnløses behov for at få børn og
blive en ”rigtig” familie – og jeg forstår godt, at det må
være rigtig, rigtig svært, hvis man ikke kan få et så brændende
ønske opfyldt – jeg synes bare, vi skal holde os skarpt for øje,
at det altså ikke er de voksnes behov, der kommer i første række –
det er børnene – børnenes behov – barnets tarv.

Vi
er mange, som har betalt Adoptionen Pris – som har mistet vores
børn – børn som har mistet deres familier – under falske
forudsætninger – med lovning på, at de ville få et bedre liv –
der er selvfølgelig også børn, som får et godt liv i deres nye
familier – men der er alt for mange eksempler på, at mange ikke
har fået et godt liv i den adoptivfamilie, de nu er havnet i –
tvært imod er mange dybt traumatiserede – det gælder både de
adopterede og de oprindelige forældre. Man kan heller ikke tale om,
at en adoption er god, fordi adoptanterne udtaler, at barnet er
faldet godt til i sin nye familie – hvis det betyder, at der står
en familie tilbage, hvis liv er ødelagt, fordi de har mistet deres
barn. Jeg vil gerne påpege, at en adoption er vellykket, når den er
det for alle parter i adoptionstrekanten.

Jeg
fik selv at vide, at min søn ville få et bedre liv, hvis han blev
bortadopteret, at jeg gjorde noget godt for ham – hans liv har
bestemt ikke været let i hans adoptivfamilie – jeg fik at vide, at
jeg bare skulle leve videre og lade som om, det aldrig var sket, jeg
fik at vide, at min ungdom ville være ødelagt, hvis jeg beholdt mit
barn – når man er ung og i en udsat position, så er det jo nok
meget naturligt, at man stoler på autoriteterne –det gjorde jeg,
jeg rettede mig efter, hvad der blev sagt, men det var det modsatte
der skete – man glemmer aldrig sit barn, og min ungdom blev ødelagt,
fordi jeg gav mit barn væk – mit liv var ødelagt i mange, mange
år, jeg er så kommet ovenpå igen, min søn har det også godt
igen, skulle jeg hilse og sige. Nu er det ikke for at trække min
egen historie frem, det er bare en ud af mange andre, det er bare et
eksempel.

Jeg
er en af de meget få oprindelige mødre her i Danmark som efter
mange, mange år er blevet et helt menneske igen – det har været
tæt på at koste mig livet – men jeg overlevede, jeg har viet mit
liv til at gøre mit til, at vi får hele sandheden frem om, hvad
adoptioner gør ved mennesker på godt og ondt, og at vi får
at vi får ryddet godt og grundigt op i hele dette system, at vi får
etableret et menneskeværdigt system med respekt for alle parter i
adoptionstrekanten. Sjovt nok er det altid adoptanter, der er
de store fortalere for at bevare adoptionssystemet, som det er –
ville det egentlig ikke være mere på sin plads, at høre os, som må
leve med konsekvenserne af dette system – konsekvenserne ved at
blive skilt fra nær familie.

Dejligt
at vi nu også bliver hørt – vi har sendt jer vores svar på de
spørgsmål, vi er blevet stillet – dog kan det undre, at alle
spørgsmål går på adoptanternes vinkel på adoption – derfor har
vi tilføjet de to vinkler, der mangler – nemlig de adopteredes og
de oprindelige forældres – vi kan også undre os over, at der
udelukkende fokuseres på de globale forhold, når de nationale
forhold slet ikke er i orden. Men selvfølgelig skal vi starte et
sted, jeg personlig ville have foretrukket, at vi startede med at
rydde op i egne rækker – dvs. de danske adoptionsforhold – hvor
også talrige udsatte kvinder er blevet franarret deres børn, og
derfor gennemgår umenneskelige lidelser. Det synes meget underligt,
at der gives hjælp og rådgivning til adoptivfamilierne, mens der
ingen hjælp og rådgivning stilles til rådighed for de oprindelige
familier, som har mistet deres børn. Der bliver ofret mange, mange
millioner på adoptivfamilier hvert år, Det er selvfølgelig helt på
sin plads, at A-familierne bliver hjulpet med PAS-rådgivning osv,
men det må være på tide, at der også gives den rette hjælp og
rådgivning til de oprindelige familier før, under og efter eventuel
bortadoption. Ikke engang her i lille Danmark findes der en en
fornuftig hjælp til de, som har mistet eller er i fare for at miste
deres børn til adoption. Forskning mangler vi også især på de
oprindelige forældres situation og behov for støtte, hjælp,
rådgivning og terapi. Der findes stort set ingen danske
undersøgelser ud over de, jeg selv har deltaget i.

Hvis
vi vil vide, hvordan vi etablerer et etisk korrekt adoptionssystem –
er det korte svar: ”respekter de oprindelige familier” Sagen er
den, at mange syge, svage, fattige mennesker er blevet udnyttet,
franarret deres børn på falske forudsætninger. Mennesker, som
bortadopterer skal gøre det på et fuldt indformeret grundlag –
ingen af de jeg har talt med gennem de sidste 25 år , har været
fuldt informeret, og vi snakker her om danske forhold vel at mærke.
Man tager ikke bare børn fra folk, man tager også deres rettigheder
– derefter lader man dem sejle i deres egen sø, ingen hjælp til
at komme igennem sorgen, savnet og alle de andre ubearbejdede
følelser – derimod bliver de påduttet skyld, skam og fordømmelse.
Mit svar på, hvordan vi etablerer et etisk forsvarligt
adoptionssystem er, giv de oprindelige familier deres værdighed
tilbage og stil så spørgsmålet til dem, for de kan fortælle alt,
hvad der er gået galt – og stil spørgsmålet til de adopterede,
som må leve med at have mistet deres slægt. Det er ikke fordi jeg
ikke vil høre på a-forældrene – det vil jeg meget gerne, det er
også derfor jeg har oprettet adoptionstrekanten, netop for at alle
skal respekteres, og alle skal høres og tages alvorligt – jeg
synes bare det er på tide, at vi nedtoner adoptanternes udlægning
af sagen og derimod fokuserer mere på de oprindelige forældes og de
adopterede oplevelser og erfaringer.

Set
i lyset af den senere tids skandalesager er det vist på tide at vi
får kikket systemet efter i sømmene, og får etableret et nyt og
mere tidsvarende og menneskeværdigt system. Jeg forstår godt, at
de, som sidder og administrerer adoptionssystemet, har en interesse i
at vise det fra en positiv side, men jeg synes nu, det ville klæde
jer, om I også erkendte de alvorlige fejl, der er sket, og viste at
I gjorde noget for at rette op på de ulykkelige menneskeskæbner
dette system også har medført. Lad os bare tage de eksempler om er
kendte med Ramesh Kulkarni, hvis fire børn er kidnappet og solgt til
adoption her i Danmark Masho, Roba, Amy og hendes lillesøster. Nu
lader det til, at det omsider lykkes at få visum til Amys mor, så
hun kan komme til Danmark og være sammen med sine børn. Men burde
det ikke være det etablerede adoptionssystem, som påtog sig
ansvaret og hjalp de mennesker, som lider under systemet til at få
oprejsning og mulighed for at leve en værdig tilværelse igen.

Det
er jo mærkeligt nok, at stort set alle, der sidder i det etablerede
adoptionssystem er adoptanter. Hvis det virkelig var så godt for
børn at blive bortadopteret, mon så ikke der ville sidde flere
adopterede og oprindelige forældre i systemet og bakke op om det.
Jeg hilser i hvert tilfælde meget velkommen til, at der nu bliver
lagt op til en åben dialog og debat og til, at vi må arbejde os hen
imod en verden, hvor vi er frie og lige og, hvor det ikke er i orden
at den ens lykke bliver på bekostning af den andens ulykke.

Jeg
forstår godt, at det sikkert er hårdt for jer adoptanter, at høre
på alt dette, men jeg kan da heller ikke forestille mig at I med god
samvittighed og med hånden på hjertet kan lade den slags foregå –
jeg ser frem til at vi i åbenhed kan drøfte, hvordan vi med respekt
for alle parter får etableret et ligeværdigt og menneskeværdigt
system.



Forberedelse til dialogmøde

Bortadoption Posted on 27 Oct, 2013 20:09:34

Allerede d. 12 september blev
Adoptionstrekanten sammen med en lang række andre grupper inviteret
til dialogmøde i Socialministeriet – wow, tænkte jeg, det er
vores chance for at få indflydelse. Vi fik en del materiale tilsendt
samt syv forskellige spørgsmål, vi skulle svare på. Alle
spørgsmålene var formuleret ud fra adoptanternes perspektiv, men vi
fik alligevel indflettet vores vinkler i svarene og yderligere
tilføjet to punkter. Svarene skulle indsendes inden udgangen af
september og mødet afholdes d.22 oktober. Flere gange inden mødets
afholdelse efterspurgte vi en plan over, hvor mødet skulle afholdes,
hvordan mødet skulle afholdes en dagsorden osv. men vi fik kun nogle
ret udsvævende svar. Jeg ville gerne være godt forberedt og skrev
derfor det bidrag ned, som jeg gerne ville komme med på mødet. så
sent som fredagen før mødet ringede jeg op til koordinatoren, som
var meget kort for hovedet sagde, at hun havde ferie og lagde røret
på, jeg ringede op til en af de andre fra Socialministeriet. Han
kunne dog heller ikke svare på mine spørgsmål. Jeg sagde, at jeg
gerne ville have et punkt med på dagsorden, og han lovede at give
min besked videre, Endelig eftermiddagen før mødets afholdelse
blev jeg ringet op af koordinatoren for mødet, fik de nærmere
detaljer, og fik at vide, at der IKKE var nogen dagsorden, men at man
ville gå ud fra de syv stillede spørgsmål og debattere dem. Jeg
tog dog det indlæg med, som jeg ønskede at komme med i håb om
alligevel at få lejlighed til at levere mit bidrag. Nogle af mine
pointer fik jeg da heldigvis fremført – dog ikke samlet, og der
var også andre, som kom med gode pointer. Det gode ved mødet var,
at vi var mange forskellige grupper som var repræsenteret – ikke
kun det etablerede adoptionssystem – men rammerne omkring mødet
var sat og udstukket af den etablerede adoptionsverden – MÅSKE
SKULLE MAN HAVE SPRÆNGT RAMMERNE – men her følger det samlede
bidrag jeg gerne ville have kommet med:



Tvangsadoption – for barnets bedste?

Bortadoption Posted on 08 Oct, 2013 17:39:07

Tvangsadoptioner
– for barnets bedste?

Nu nærmer
julen sig med alle dens hyggelige traditioner. Julen er hjerternes
fest, julen er en tid forbundet med mange følelser og mange minder –
gode som dårlige. Vi vil gerne mindes vores barndoms jul, specielt
hvis den er forbundet med dejlige minder, men den kan også være
forbundet med smertelige minder, hvis vi har f.eks. ikke har kunnet
være sammen med vores nærmeste familie og dem, vi føler os mest
forbundet med. For mit vedkommende var sidste jul var en særlig jul.
I en alder af 57 oplevede jeg for første gang i mit liv at være
sammen med alle mine børn. Det var en helt ubeskrivelig følelse.
For tre år siden oplevede jeg også en helt fantastisk jul – for
første gang i mit liv var jeg sammen med min ældste søn juleaften.
Til næste år kan jeg også se frem til helt vidunderlig jul. For
første gang i mit liv skal jeg være sammen med alle
mine børn og alle mine børnebørn. Måske vil I undre jeg over, at
jeg i min alder, aldrig før har haft alle mine børn hos mig i
julen, men sagen er den, at jeg i mange, mange år har været
afskåret fra kontakt med mit første barn. Jeg var kun 15 år
gammel, da jeg fik mit første barn, og uden støtte fra hverken
samfundet eller familien, så jeg ikke andre muligheder end, at give
ham bort til fremmede mennesker. Kun en gang fik jeg lov til at være
sammen med ham, da han var helt lille og var på spædbørnshjem.
Herefter var det nærmest en stiltiende aftale, at jeg underskrev
adoptionspapirerne. Det var mit livs absolut tungeste beslutning,
ubeskriveligt svært at leve med.

I mange år
var julen ikke en glædelig tid for mig. Det var en smertens tid –
som bare mindede mig om min store sorg og smerte. Jeg savnede min
lille søn, som jeg ikke var i stand til at give et kys, et kram, en
gave. Jeg skulle ikke danse rundt om juletræet med ham i hånden og
se julelysene i hans øjne. Julen var en rigtig svær tid for mig.
Hvad, der også var en rigtig svært for mig, var tiden omkring min
søns fødselsdag. Hvert år fejrede jeg i mit eget stille sind hans
fødselsdag. Jeg tændte et lys for ham, og mindedes den dag, han
blev født. Det gjorde ondt i krop og sjæl – jeg var afskåret fra
kontakt med ham – jeg kunne ikke give ham en dejlig dag med lys,
lagkage, fest og gaver. De første år efter, at jeg havde måttet
give mit barn fra mig fik jeg hvert år mælk i brysterne omkring
hans fødselsdag. På afstand fulgte jeg ham hver eneste dag i
tankerne.

10 år
senere fik jeg det første barn, som jeg kunne få lov til at
beholde. Endelig kunne jeg blive anerkendt som mor – og kunne
vise omverden og mig selv, at jeg faktisk godt kunne fungere som mor.
Livet begyndte at være værd at leve igen. Men savnet af mit første
barn, blev ved med at slide på mig. Der skulle gå 17 år, før jeg
lærte at leve med mit livs skæbne og yderligere 10 år brugte jeg
på at lede efter mit første barn. Da jeg så ham igen efter 26 års
adskillelse var han både en fremmed mand, men samtidig mit lille
barn, som jeg bare havde lyst til at passe på og drage omsorg for.
På en måde var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Det blev
en stor lykke for os begge omsider at blive en del af hinandens liv –
og min søn, ja, tænk, han kunne genkende min duft. Dette for at
illustrere hvor tæt mor og barn er forbundne gennem graviditet og
fødsel. Jeg tror alle mødre kender det stærke bånd, de har til
deres børn og elsker deres børn betingelsesløst. Dette bånd skal
altid respekteres.

Var jeg uden
forældre-evner?……………….Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg
var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn
og altid tog mig kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom
pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og opbakning og
var sikkert nem at manipulere med. Som en udtrykte det – jeg måtte
give mit barn væk, for at få lov til at blive ved med at være min
mors datter. Ingen interesserede sig for, hvad jeg følte og tænkte,
ingen spurgte mig, hvad jeg ønskede for mig selv og mit barns
fremtid. Jeg var tvunget af omstændighederne………….

I forrige
uge fik en velstående kvinde nord for Whiskybæltet udgivet en bog.
En kvinde, som udadtil virkede tjekket, økonomien fejlede ikke
noget, den ydre facade var i orden. Hun og hendes mand kom de rigtige
steder, omgikkes de rigtige mennesker, dyrkede deres interesser,
passede deres karrierer og rejste meget. De havde alle muligheder,
deres børn fik alle muligheder, og de elskede dem til døde.
Alligevel var alt ikke godt og lykkeligt under den pæne overflade.
Der var tre børn i familien, som efterhånden udviklede ganske
alvorlige problemer, så som psykose, kokain misbrug, depression,
spiseforstyrrelse samt massivt hash misbrug. Hvad der er foregået
bag den pæne facade, ved jeg ikke Men kunne man forestille sig, at
der blev stillet spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families
forældre-evner?………………..Eller for den sags skyld at et
barn fra en velstående familie blev
tvangsfjernet?…………………Næppe, behandler vi ikke altid
de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt
og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser
ensbetydende med, at man har forældre evner? – og er svaghed, sygdom
og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver
os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn
fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den
senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker
er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den
hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste
påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem
ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for
at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med
børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle
mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi
ikke ligeværdige mennesker alle sammen?……………………..

I
årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang
række af dem ved tvang.

Tvangssterilisering
blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders
formering blev bremset med erklæringer udfærdiget som
bestillingsarbejde med bestikkelses vederlag til politisk udpegede
der optrådte som såkaldte vidner. Mange sagesløse kvinder var
erklæret som såkaldte ’sinker’ uden de var det, blev
tvangssteriliseret ud fra racehygiejniske motiver om at undgå
’undermennesker’.
Vi
har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev
i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere,
døve, blinde prostituerede osv. Af ‘arvehygiejniske’ grunde som det
blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K.
Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi
med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men
for et par år siden var der i radioen en udsendelse om
moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin
datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn.
Forklaringen var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at
hun mentalt er otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige,
hendes krop gør og hendes drifter gør, og derfor har Mia nu
kærester, som hun sover sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får
et barn, vil det være en otteårig ikke en tyveårig, der får et
barn. Hun kan under ingen omstændigheder tage sig af et barn, og
barnet ville blive tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske,
som hun havde fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed
til datteren gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung
pige den oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst
som fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét
scenarie?

Der har også
været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk
udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at
blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få
fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men
så snart de blev født, blev de tvangsfjernet. En
tvangssterilisation er et overgreb, men trods alt et mindre indgreb,
som kun involverer et menneske. En tvangsadoption derimod er et langt
alvorligere indgreb, som kan præge såvel mor som barn for resten af
livet.

Adoptioner
bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier,
win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet
født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre,
som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager
undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så
er alle vel glade……….eller hvad? Adoption, skal altid være til
gavn for barnet – helt enig. Der hvor vi går fejl, er når vi
tror, vi enten skal tage barnets eller de biologiske forældres
parti. Vi har svært ved at se, at vi kan tage begges parti – men
hvis vi i stedet for at se syge , svage, fattige, socialt udsatte som
undermennesker, men ser dem som et ligeværdige og ansvarlige
mennesker, som selvfølgelig vil deres børn det bedste, så er der
ikke længer tale om et enten eller. Forældrene skal opmuntres og
anerkendes for deres indsats. Aldrig nedgøres. Med den rette
indsats, hvor familierne behandles med respekt, anerkendelse og
ligeværdighed tror jeg det i langt de fleste tilfælde vil kunne
lade sig gøre at hjælpe familierne på ret køl igen.

Der
er mange forældre fra Tønder til Brønderslev, der i bagklogskabens
lys ikke burde have været forældre. Efter
min mening er det ikke en menneskeret at få børn. Men alle
mennesker – børn som voksne – rig som fattig – stærk som svag
– har ret til et godt og værdigt liv. Vi skal værne om børnene,
og vi skal værne om de svage i samfundet. Der er mennesker som er så
handicappede fysisk eller psykisk helt klart ikke er egnede forældre,
og som aldrig har mulighed for at blive det. Hvorfor overhovedet give
dem mulighed for at få børn, som alligevel vil blive fjernet med
det samme. Ville det ikke være mere humant at give dem lov til at
blive steriliseret.

Måske vil
der stadig være familier, der på trods af en massiv indsats stadig
ikke magter opgaven som forældre, og hvor den bedste løsning for
såvel forældre som børn er at anbringe børnene i en anden
familie. Siden d. 1 oktober 2009 er reglerne for tvangsadoptioner
blevet ændret. Før den tid var det et krav, at barnet skulle have
været anbragt uden for hjemmet i syv år, før der kunne være tale
om at bortadoptere uden forældrenes samtykke. Nu er det muligt også
at tvangs adoptere børn under et år, hvis forældrene varigt er
uden forældre evne og børn, som har været anbragt i den samme
plejefamilie i over tre år, og hvis forældre er uden forældre
evne. Hvis
barnet er under 1 år, er det også en betingelse, at barnets
forældre ikke kan spille en positiv rolle i forbindelse med samvær.

Det er min overbevisning,
at alle har noget positivt at bidrage med. I nogle tilfælde kan det
være en fordel for alle parter, at barnet bliver anbragt uden for
hjemmet for en kortere eller længere periode, men at kappe alle bånd
til fortiden, mener jeg kun yderst sjældent kan være til gavn for
nogen. Hvis barnet skal sættes i pleje eller bortadopteres, bør det
så vidt muligt altid forgå ad frivillighedens vej. Hvis man
virkelig vil sine børn det bedste, og vil vi ikke alle det? – så
kan der altså være tilfælde, hvor man må erkende sin egen
utilstrækkelighed og overlade ansvaret til andre mennesker. At nå
til denne konklusion, er efter min mening en ansvarlig beslutning.
Mennesker som vælger at overlade deres børn til andre skal ses på
med anerkendelse – ikke fordømmelse. Det er det største offer
noget menneske kan bringe. Det er ikke at opgive sit barn, tvært
imod er det at ville sit barn det bedste, uanset hvor ondt det gør
på en selv. Barnet skal have den bedst mulige hjælp; men det skal
de forældre, der står tilbage uden barn også. Dem må man på
ingen måde lade i stikken. Adoptivforældre- og børn bliver helt
naturligt hjulpet, de biologiske forældre skal også hjælpes. Andre
forældre, som mister deres børn, bliver der også helt naturligt
draget omsorg for. Der findes stort set ingen forskning her i Danmark
om, hvordan biologiske mødre til bortadopterede klarer sig, og der
er ingen hjælp at hente fra samfundets side . Det har jeg længe
forsøgt at gøre noget ved. Nu har jeg en aftale med en forsker for
at få afdækket biologiske mødres situation og behov for hjælp, og
jeg satser på lige som de to andre parter i adoptionstrekanten at få
bevilliget midler til det.

Man bør så vidt muligt
undgå tvang. Jeg har kendt mange kvinder, som har måttet
bortadoptere deres børn. Stort set alle er blevet presset, nærmest
tvunget til det, ingen af disse kvinder har haft det godt med det.
Jeg har talt med en enkelt kvinde, som helt og holdent selv havde
truffet denne beslutning. Hun virkede afklaret med, at hun havde
bortadopteret sit barn, men hun mødte ingen forståelse fra
omgivelserne. Det var i deres øjne en utilgivelig handling. Jeg har
også kendt kvinder, som har fået foretaget abort, nogle har følt
sig presset til det, og har ikke følt,at det var deres egen
beslutning. Disse kvinder har haft det dårligt med det i årevis
efter, mens de kvinder som helt og holdent selv har truffet
beslutningen, er de, som bedst har kunnet leve med det.

Der tales
meget om forældre-evner. Men hvem skal bedømme det – og hvordan
bliver det testet. Hvis vi skal gribe i egen barm, mon så ikke vi
alle på et eller andet tidspunkt har svigtet vores børn eller været
utilstrækkelige? Vi kan alle gøre det bedre. Forældre evnen er
ikke nødvendigvis noget, der bare kommer af sig selv, idet man får
børn – man modnes, men det er ikke altid nok. Adoptivforældre
skal gå på kursus for at få lov til at adoptere. Det er også helt
påkrævet, da det er en ganske særlig situation at skulle være
forældre til børn født af andre. Men mon ikke de fleste biologiske
forældre også ville kunne have gavn af et eller flere kurser i,
hvordan man tager vare på børn.

Jeg har
netop læst en artikel, hvor plejeforældre klager over, at de ikke
bliver hørt, når de siger, at deres plejebarn har det svært,
tværtimod bliver nogle truet med fyring. Nogle mener, at hvis
sagsbehandlerne blev udsat for at få deres forældre-evner testet,
så ville mange af dem dumpe. Jeg har også hørt biologiske forældre
sige, at de ikke tør bede om hjælp, hvis de har svært ved at klare
forældrerollen. De er simpelthen bange for at børnene vil blive
fjernet fra dem. Hele systemet er efter min mening blevet alt for
uigennemskueligt, og bygger på trusler, tvang og mistillid. Det
tror jeg meget sjældent kan føre noget godt med sig. Mit juleønske
kunne være et system, som bygger på gennemskuelighed, gensidig
tillid, anerkendelse og ligeværdighed, et system hvor alle parter
bliver hørt og taget alvorligt – børn, som voksne, biologiske
forældre, som pleje og adoptivforældre, de som har papir på at de
er eksperter, og de som ikke har papir på det – for vi er jo alle
eksperter i netop den problematik vi selv har inde på livet. Med
ønsket om en glædelig Jul og en bedre verden for os alle.



Ny minister på adoptionsområdet

Bortadoption Posted on 27 Aug, 2013 15:57:40

Ny
Minister på Adoptionsområdet.


har Danmark fået ny Minister på adoptionsområdet. Lad os håbe, at
hun vil tage opgaven alvorligt og også lytte på os, der virkelig
ved, hvor skoen trykker. At hun ikke bare vil lytte på de, som
modtager børn født af andre forældre, men også på os, som har
mistet børn til adoption og til de, som har mistet deres oprindelige
slægt.

I
november måned 2012 rullede filmen Adoptionens pris over de danske
fjernsynsskærme, og alle som så den, blev dybt berørte over
historien om Masho og Ropa, som blev adopteret fra Etiopien til et
dansk par, som skulle være deres nye forældre. En adoption, hvor
alt gik galt. De biologiske forældre blev på et falskt grundlag
franarret deres børn. De blev lovet, at de ville få rapporter om
deres børn, at de ville bibeholde kontakten, og at deres børn ville
få et bedre liv og alle muligheder i Danmark. Men, som vi så i
filmen blev ingen af disse løfter holdt. Børnenes forældre ønskede
at sige farvel til dem inden afrejsen, men ikke engang det, fik de
lov til, de modtog heller ingen rapporter om børnene. Masho fik
store problemer og kunne ikke bare tilpasse sig sin nye familie.
Adoptivforældrene magtede ikke opgaven, Masho blev først sendt i
aflastningsfamilie og siden på institution, hvor hun stadig er. I
filmen så vi smerten i øjnene på den lille pige og for første
gang på tv. så vi den mindst lige så store smerte i de etiopiske
forældres øjne. Hen over sommeren 2012 kørte der en lang
artikelserie i Politikken om et andet søskendepar, som også på et
falskt grundlag var adopteret fra Etiopien til Danmark – også en
adoption, hvor alt gik galt. Den store pige Amy blev løget yngre,
end hun var, også i dette tilfælde opgav adoptivforældrene hende,
hun kom i plejefamilie i en lang periode, hun blev fjernet med magt,
selv om hun havde det godt der. Først blev hun placeret i et
sommerhus og dernæst på institution, hvor hun ifølge Politikken
isolerede sig på sit værelse og fik yderligere problemer. Efter et
langt tovtrækkeri, kom hun igen tilbage til plejeforældrene. Siden
har vi i TV set, hvordan børnehøstere er gået fra hus til hus og
overtalt Etiopiske forældre til at bortadoptere deres børn. Mange
frygtelige adoptionsskandaler fra store dele af verden er kommet frem
i lyset, og naturligvis bliver vi dybt berørt. Når vi hører om den
slags, måske tænker vi, at den slags foregår andre steder i verden
– ikke her i lille Danmark – men tag ikke fejl, tilstandene har
ikke været meget bedre herhjemme. Helt op til nyere tid, er unge
kvinder blevet presset til at bortadoptere deres børn, ja selv i dag
får unge mennesker som bliver uønsket gravide ikke altid den rette
støtte og hjælp.

Langt
op i det 20. århundrede var hovedproblemet, at antallet af
uforsørgede børn langt oversteg antallet af forældre, der ønskede
at have børn i pleje eller adoptere dem, fortæller Jens Hørlück i
bogen »Adoption i Danmark«. »I begyndelsen af århundredet var det
ingen sensation, hvis en tjenestepige fødte i dølgsmål og kvalte
sit barn. Hvis en graviditet eller en fødsel blev opdaget, ville hun
som regel blive sat på gaden. Bortadoption blev dengang anset for at
være et udmærket middel for især unge mødre, der var kommet galt
af sted«.

Efter
anden verdenskrig skete der en markant ændring. Både fordi de
økonomiske og sociale forhold blev markant bedre, og fordi det blev
mere moralsk acceptabelt at være enlig mor. I 1948 blev 1.822,
svarende til 29 % af alle børn født udenfor ægteskab,
bortadopteret. Allerede i 1957 var tallet faldet til 749 eller 14 %
af alle børn født udenfor ægteskab.

Hvor
det før ofte var familier med mange børn i forvejen, der af
barmhjertighed eller for økonomisk vinding tog forældreløse til
sig, var det nu i stigende grad barnløse par, der adopterede.
Sideløbende begyndte man at tale mere om barnets behov og vurdere
adoptivforældrenes egnethed. Vera Skals, direktør i Mødrehjælpen,
udtalte således i 1953: »Vi finder ikke et barn til et hjem. Vi
finder et hjem til et barn«.

Hanne
Reintoft, socialrådgiver, forfatter og tidligere folketingsmedlem,
arbejdede som ung i Mødrehjælpen. Hun husker ikke tilbage på den
tid med glæde.

»Som
ung socialrådgiver led jeg meget under den tvang, vi underkastede de
purunge kvinder«, siger hun i dag.»Først gav vi dem afslag på
abort, dernæst pressede vi dem til adoption. De havde det ofte meget
dårligt. Jeg husker en der sad i 6 timer hos mig på mit kontor og
bare græd og græd. Jeg græd også selv til sidst«, fortæller
hun.

Dette
foregik i 50’erne og 60’erne. I 1970, fødte jeg en søn, som jeg
også blev presset til at bortadoptere. For et par år siden fik jeg
udgivet den første bog her i Danmark som fortæller om adoption fra
den biologiske mors synsvinkel med titlen: Mit barn – hvor er du?
Hanne Reintoft udtalte sig: ”Jeg har læst bogen med stor
interesse og empati. En rystende beretning om
en svigtet 15-årig – forrådt både af familie som samfund og også
undret mig over, at det er en beskrivelse fra sidst i 1960erne. Jeg
troede, at det jeg selv oplevede i den gamle Mødrehjælp et årti
før var blevet historie.” hun udtalte sig endvidere: ”Med den
stærke moderne trang til at kende sine rødder, er vi måske der,
hvor anonyme adoptioner bør høre fortiden til. De bygger for så
vidt på en statsautoriseret livsløgn”

Jeg
har gennem ca. 25 år talt med utallige andre danske kvinder, og hørt
uhyrlige historier om, hvordan de blev presset til at bortadoptere.
Jeg havde ofte svært ved at tro, det kunne være rigtigt, at man
behandlede unge kvinder på denne måde. Så hørte jeg Hanne
Reintoft fortælle om, hvordan de nærmest tvang de unge piger til at
bortadoptere, og hvor rasende de blev i adoptionsafdelingen, hvis de
i stedet hjalp de unge piger til at beholde deres egne børn. Da
vidste jeg, at alle de grusomme historier, jeg havde hørt, var
rigtigt.

Da jeg
blev presset til at bortadoptere, fik jeg besked på ikke at tale om
det, men bare at leve videre som om ingenting var sket. Det var
naturligvis umuligt, man glemmer aldrig sit barn og man lærer ikke
bare at leve med det. Det tog mig virkelig mange år og var tæt på
at koste mig livet. Siden har jeg arbejdet på at få sandheden om
adoptioner frem i lyset og for at hjælpe andre som lider, efter at
have mistet deres børn eller slægt. Mange andre kvinder i samme
situation lærer aldrig at leve med det. Der er ingen hjælp at hente
fra det danske samfunds side til kvinder, der har mistet deres børn
til adoption. Jeg har efter mange års kamp fundet mit mistede barn
igen, og vi er blevet lykkeligt genforenede. Det er ikke længere min
egen kamp, jeg kæmper, jeg kæmper for alle andre i samme situation.

Jeg er
i mellemtiden blevet uddannet psykoterapeut og naturligvis brænder
mit hjerte mest af alt for mennesker med adoptions – problematikken
inde på livet. Jeg har gennem tiden mødt og talt med masser af
kvinder, som mere eller mindre frivilligt har måttet afgive deres
børn. Der er kommet kvinder i min klinik, som har rendt samtlige
myndigheder på dørene uden at kunne få hjælp. Jeg har kendt
tilfælde helt op i 90’erne, hvor danske kvinder er blevet presset
til at bortadoptere, ja selv i dag er der ingen hjælp at hente fra
samfundets side til disse kvinder.

Da
Karen Hækkerup blev valgt som socialminister rettede jeg henvendelse
til hende, bød hende velkommen og bad hende om et møde for at tale
adoption med hende. Jeg vidste, at hun talte med Adoption &
samfund, som repræsenterer adoptivfamilierne, og forventede derfor,
at hun også ville afse tid til at tale med en, som vidste, hvad det
vil sige at miste et barn til adoption. Efter meget lang tid og
adskillige rykkere svarede hun, at hun ikke havde tid til at tale med
mig. Jeg henvendte mig gentagne gange, men stadig med samme resultat
– de som har modtaget andre folks børn kunne hun godt finde tid
til at tale med – men ikke med os, som har mistet børn.

I
september måned 2012 var der en stor konference på Christiansborg
med titlen Adoption – en politisk hånd til et godt liv. Her bad
jeg om at få taletid – det kunne jeg ikke få. Der var kun tid til
at tale om et godt liv for Adoptivfamilierne – et godt liv for de
familier, som har mistet børn, kunne der ikke afsættes så meget
som fem minutter til. Jeg mødte dog op, men var tydeligvis ikke
velkommen. Andre, som også ønskede at få rettet op på de
nuværende adoptionstilstande, kunne heller ikke tå taletid. Siden
har Karen Hækkerup holdt møder med det etablerede adoptionssystem,
som stort set alle består af adoptivforældre. Selvfølgelig det er
godt, at der bliver gjort noget for adoptivfamilierne, men jeg troede
vi levede i et demokratisk samfund, hvor alle parter skal høres. Det
er stadig uforståeligt, at der ikke bliver ofret så meget som en
krone på de oprindelige familier til adopterede. Adoption er
selvfølgelig på sin plads, hvis det handler om forældreløse børn
eller om forældre, som varigt er uden forældreevner. Men at
forældre, som er i stand til at tage vare på deres børn, ikke får
den tilstrækkelige hjælp til at beholde deres børn, er helt
uacceptabelt – og at unge mennesker, som er uønskede gravide ikke
får mulighed for at træffe et informeret valg er hverken
acceptabelt eller lovligt.


baggrund af de afslørede adoptionsskandaler blev der I januar 2013
blev der holdt Åbent Samråd på Christiansborg om de biologiske
forældres retssikkerhed ved adoption. Karen Hækkerup udtalte bl.a.
at hun skam talte med aktørerne i det her – hun talte med Adoption
& Samfund. Men er aktørerne, når det handler om biologiske
forældres retssikkerhed, ikke netop os biologiske forældre?

Efter
adoptionskonferensen som var arrangeret af Adoption og Samfund i
samarbejde med Özlem Zekic, talte jeg med Özlem. Hun foreslog mig
at komme i foretræde for Socialudvalget. Jeg kom i foretræde, hvor
jeg fik 15 minutter til at fortælle om de oprindelige forældres
situation, den manglende forskning, manglende hjælp og støtte og
hvad, jeg mente der burde gøres for sat rette op på tingenes
tilstand. Her blev jeg foreslået at søge om sats-pulje-midler til
et projekt til gavn for biologiske familier, der har mistet et barn
eller er i fare for at miste et barn til adoption og til forskning om
dette forsømte og uudforskede område.

Jeg
søgte, men fik afslag, det mente man ikke der var behov for. Hele
adoptions apparatet koster rigtig mange millioner hvert år. Adoption
& Samfund forlanger af få 20 millioner om året, penge som
udelukkende er til gavn for adoptivfamiliene. Selvfølgelig skal de
også have hjælp – men hvor er hjælpen til de oprindelige
familier, der har mistet deres børn??????????????? – og ville de
oprindelige familier ikke være bedre hjulpet ved at få hjælp til
at beholde deres egne børn, så vi så vidt muligt undgik at splitte
familier ad, specielt når vi ved, hvor store og ofte livsvarige
konsekvenser det kan få for børn og forældre.

Siden
har jeg sammen med en adoptivmor og en adopteret dannet gruppen
Adoptionstrekanten og nu fornylig en mere fortrolig gruppe for
biologiske forældre og adopterede. Vi der har betalt adoptionens
pris og har mistet vores børn eller vores oprindelige slægt vil
ikke længere tie. VORES STEMMER SKAL OGSÅ HØRES. Derfor Kære
Annette Vilhelmsen tillykke med, at du er blevet Socialminister –
hør på os. Dette åbne brev er sendt til Annette Vilhelmsen

Åbent
brev til den nye Socialminister Annette Vilhelmsen

Biologisk
slægt og adopterede byder velkommen til den nye Social- Børne- og
Integrationsminister Annette Vilhelmsen og ser frem til et positivt
samarbejde.

Vi
respekterer båndet mellem oprindelige forældre og børn og vores
fokus er på en hidtil overset og marginaliseret gruppe: de
oprindelige familier, som har mistet eller er i fare for at miste et
barn til adoption – en gruppe, som bare her i landet består af ca.
10.000 forældrepar, en gruppe, som står uden den nødvendige hjælp
og støtte.

Der
kommer til stadighed flere og flere sager frem i lyset fra store
dele af verden om børn på et falskt grundlag er blevet franarret
deres oprindelige familier eller kidnappet og solgt til adoption. Ja
selv her i Danmark skal vi blot få årtier tilbage, for at opleve en
tid, hvor det var almindeligt at unge svage og fattige kvinder blev
presset til at bortadoptere. Vi ønsker at få ryddet op i alle disse
adoptionsskandaler Det skal ikke længere være muligt at udnytte
andre mennesker for at danne nye familier. Den enes lykke må aldrig
være på bekostning af den andens ulykke. Biologiske forældre skal
altid have den bedst mulige støtte og hjælp til at beholde deres
egne børn.

Lad os
gøre Danmark til foregangsland for et nyt og mere tidssvarende
adoptionssystem med respekt for alle tre parter i adoptionstrekanten.
Adoption skal kun kunne komme på tale, hvis det er absolut
nødvendigt – for barnets bedste. Adoption skal altid foregå på
en værdig og etisk korrekt måde for alle parter. Åbne adoptioner,
hvor kontakten mellem oprindelig familie og adoptivfamilie bevares er
klart at foretrække, for såvel oprindelig slægt, som barn og
dermed også adoptivforældrene. En adoption er vellykket, når den
er det for alle tre parter. Adoption handler om at finde familie til
forældreløse børn – ikke at finde børn til barnløse.

Vi
håber, at Annette Vilhelmsen vil arbejde for etisk, juridisk,
menneskeværdige forhold for alle tre parter før, under og efter
eventuel adoption.

Gitte
Jensen og Aniella Bonnichsen – to kvinder der har betalt
adoptionens pris



Adoption – For hvis skyld

Bortadoption Posted on 24 Apr, 2013 11:55:35

Adoption
– For hvis skyld?

Adoptioner
bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier,
win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet
født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre,
som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager
undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så
er alle vel glade……….eller?

I 2009 blev
reglerne ændret, så det blev nemmere at tvangs bortadoptere børn
fra forældre, som varigt er uden forældre-evner. Jeg er selv en af
de kvinder, som 15 år gammel mistede et barn til adoption tilbage i
1970. Dette har præget hele min tilværelse på godt og ondt. I
mange, mange år var mit liv et liv i lidelse, sorg, savn og uvished
om mit barns skæbne. Det tog mig mange år at blive menneske igen,
og 10 år måtte jeg bruge på at lede efter min bortadopterede søn.
Vi er nu lykkeligt genforenede til stor glæde for os alle.

Jeg har
spurgt mig selv: – Var jeg uden
forældre-evner?……………….Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg
var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn
og tog mig ofte kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom
pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og hjælp til at
beholde mit barn og var sikkert nem at manipulere med. Ingen viste
interesse for, hvad jeg følte og tænkte. Ingen spurgte mig, hvad
jeg ønskede for mig selv og mit barns fremtid. Jeg var tvunget af
omstændighederne………….

For et
stykke tid siden hørte jeg en anden kvinde fortælle om sit liv. En
velstående kvinde nord for Whiskybæltet, en kvinde, som udadtil
virkede tjekket, økonomien fejlede ikke noget, den ydre facade var i
orden. Hun og hendes mand kom de rigtige steder, omgikkes de rigtige
mennesker, dyrkede deres interesser, passede deres karrierer og
rejste meget. De havde alle muligheder, deres børn fik alle
muligheder og de elskede dem til døde. Alligevel var alt ikke godt
og lykkeligt under den pæne overflade. Der var tre børn i familien,
som efterhånden udviklede ganske alvorlige problemer, så som
psykose, kokain misbrug, depression, spiseforstyrrelse samt massivt
hash misbrug. Hvad der er foregået bag den pæne facade er ikke til
at sige. Men kunne man forestille sig, at der blev stillet
spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families
forældre-evner?………………..Eller for den sags skyld at et
barn fra en velstående familie blev
tvangsfjernet?…………………Næppe, behandler vi ikke altid
de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt
og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser
ensbetydende med, at man har forældre evner? – og er svaghed, sygdom
og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver
os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn
fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den
senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker
er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den
hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste
påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem
ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for
at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med
børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle
mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi
ikke ligeværdige mennesker alle sammen?……………………..

Vi hører
også ofte udtalelsen: Hvad er alternativet til adoption – er det
ikke bedre at bortadoptere, frem for en at børnene skal være på
børnehjem. Hvis vi tager eksemplet med det etiopiske børnehjem, så
var børnehjemmet netop blevet oprettet med henblik på at
bortadoptere børn, og da det blev lukket viste det sig, at næsten
alle børn rent faktisk havde biologiske forældre, som godt kunne
tage sig af dem, så alternativet for disse børn var altså at komme
hjem til deres biologiske forældre, og er det ikke et bedre
alternativ, at børn og forældre kan blive sammen frem for at sende
børn over på den anden side af jorden, med det postulat at man
giver dem en bedre tilværelse.

Der er da
sikkert børn, der får en bedre tilværelse, men kan vi fortsat med
god samvittighed gennemføre disse adoptioner, når vi ved, hvilke
livslange traumer vi i mange tilfælde samtidig påfører talrige
børn og forældre, efter at de brutalt er blevet revet fra hinanden.
I udsendelsen Sporløs, hører man også jævnlig eksempler på børn,
som er blevet anbragt på børnehjem for en kortere periode, og når
forældrene kommer for at hente dem hjem, er de blevet bortadopteret
uden forældrenes samtykke – er det rimeligt? – Hvor er de biologiske
forældres retssikkerhed henne? Jeg ved ikke, hvor mange børnehjem i
verden der er oprettet med henblik på bortadoption, og hvor mange af
disse børn, som faktisk er blevet høstet med henblik på at blive
bortadopteret, men lad os kumme til bunds i det frem for at bruge
argumenter, som der måske ikke er så meget hold i alligevel.

Hvis vi
virkelig mente, at det var så forfærdeligt for børn at være på
børnehjem, og at vi kunne give dem en meget bedre tilværelse ved at
bortadoptere dem og sende dem over på den anden side af jorden væk
fra deres slægt, deres venner og deres oprindelige kultur. Hvorfor
tager vi så ikke de danske børn, som er på børnehjem og
bortadopterer til rige mennesker i Saudi Arabien for at give den en
bedre tilværelse der?



Er det en menneskeret at få børn?

Bortadoption Posted on 04 Mar, 2013 19:26:01

Sidste
efterår blev jeg spurgt om at skrive en artikel om tvangsadoption. I
den forbindelse var en af de ting jeg reflekterede over, om det ikke
ville være mere humant at sterilisere kvinder, som varigt er uden
forældre evner, frem for at lade dem blive gravide og føde børn,
som bliver taget fra dem straks efter fødslen. Tvangssterilisering
er et meget ømtåleligt emne, og der er ingen tvivl om, at en lang
række mennesker uretmæssigt har lidt under dette indgreb

I
årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang
række af dem ved tvang.Tvangssterilisering
blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders
formering blev bremset med erklæringer om at de var ’sinker’
uden de var det. Kvinderne blev tvangssteriliseret ud fra
racehygiejniske motiver om at undgå ’undermennesker’.
Vi
har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev
i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere,
døve, blinde, prostituerede osv. Af ‘arvehygiejniske’ grunde som det
blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K.
Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi
med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men
for et par år siden var der i radioen en udsendelse om
moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin
datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn.

Forklaringen
var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at hun mentalt er
otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige, hendes krop gør og
hendes drifter gør, og derfor har Mia nu kærester, som hun sover
sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får et barn, vil det være en
otteårig ikke en tyveårig, der får et barn. Hun kan under ingen
omstændigheder tage sig af et barn, og barnet ville blive
tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske, som hun havde
fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed til datteren
gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung pige den
oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst som
fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét scenarie?

Hermed
Mias mors egne ord efter radioudsendelsen: ”Ja
det er meget vigtig at få en debat i gang, men også et kæmpe tabu
område, og det skal der laves om på. For sex er noget de fleste
mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv, uanset om de
er retarderet eller normal fungerende. Den kæmpe store forskel er
bare, at normal fungerende ved, at sex kan medføre graviditet, så
langt tænker en retarderet ikke, de er 100% styret af deres lyster,
og derfor tænker de ikke på at beskytte sig. Der ud over har
normalt fungerende unge større muligheder for at de selv klare deres
barn, og kommer videre i deres liv, på trods af et barn i en, måske,
ung alder. Men retarderede, der aldrig selv bliver andet end et barn
i en voksen krop, har ingen mulighed for hverken at tage vare på sig
selv eller på et evt. barn, ergo bliver et evt. barn fjernet, og vi
som forældre står tilbage med et ungt menneske, der igen har lidt
et kæmpe følelsesmæssigt tab pga. deres handicap, og som vil
forfølge dem resten af deres liv. Og vi har, som jeg sagde i
radioen, et barnebarn vi aldrig får at se. Er det lykken for nogen?
Nej bestemt ikke. Håber virkeligt at der bliver mere fokus på
problemet omkring sterilisering, så det bliver nemmere at få en
ansøgning her om igennem, og at vi derved kan skåne vores unge
piger for at de på længere sigt, evt. udvikler en kræft form pga
de hormoner de åbenbart skal fyldes med. Syntes det er forkasteligt,
at nævnet for sterilisation og politikerne syntes, at der er den
bedste løsning på problemet. Det er det hvis vores unge mennesker
var normal fungerende, for her kan de gå ind og bruge bla. kondom i
stedet for, men det kan vores unge mennesker ikke, for det kan de
ikke finde ud af, og mange kan ikke lære det, og som sagt, sætter
de ikke sex og børn i forbindelse med hinanden. Vores unge er derfor
tvunget til at blive fyldt med hormoner i min. 10 år inden de kan få
en lovlig tilladelse til at blive steriliseret. Og derved øge deres
kræft risiko betydeligt.”

Der
har også været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk
udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at
blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få
fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men
så snart de blev født, blev de tvangsfjernet.

Skal
alle mennesker have ret til at få børn? – Hvis de – som Mia ikke
er i stand til at fungere som forældre, skal de så alligevel have
lov til at blive det? – Er det en menneskeret at få børn? – og hvis
det er en menneskeret, hvad skal en ung pige som Mia med denne ret
til at sætte et barn i verden, et barn, som under alle
omstændigheder vil blive taget fra hende umiddelbart efter fødslen
– er det en god start, at give et barn i livet? – og er der nogen
som helst mening i at udsætte en ung handicappet pige for at skulle
gå gennem en graviditet og føde et barn, som hun alligevel ikke har
nogen mulighed for at tage vare på.

Der
tales så meget om, alt hvad der skal gøres for adoptivfamilierne
med rådgivning osv. – det er selvfølgelig også helt påkrævet,
men hvad med også at sætte fokus på de kvinder, som lægger krop
til at andre kan få børn. Hvad med at give disse kvinder støtte og
rådgivning. Ville, en ung kvinde som Mia ikke være bedre hjulpet
ved at blive steriliseret frem for at skulle udsættes for dette? Der
er mennesker, som ikke er i stand til og aldrig bliver i stand til at
drage omsorg for et barn Efter min mening er det ikke en menneskeret
at få børn, derimod mener jeg det må være en menneskeret, at et
barn har forældre, som er i stand til at drage omsorg for det på en
ansvarlig og betryggende måde, og det må også være en mennesker,
at alle bliver behandlet på en menneskeværdig måde, også udsatte
og handicappede mennesker som Mia

En
tvangssterilisation er et overgreb, det er der ingen tvivl om, men
trods alt et mindre indgreb, som kun involverer et menneske. En
tvangsadoption derimod er et langt alvorligere indgreb, som
involverer såvel biologisk familie som barn for resten af livet.

Adoption
må aldrig handle om at finde børn til barnløse – men derimod om
at finde forældre til forældreløse.

Jeg
vil gerne høre andres mening om disse spørgsmål –

Er
det en menneskeret at få børn?

Er
der nogen rimelighed i, at mennesker som varigt er uden forældre evne
alligevel skal kunne sætte børn i verden?

Er
det ikke på tide, at der bliver etableret støtte og rådgivning til
biologiske forældre, som er i fare for at miste deres børn eller
har mistet deres børn til adoption?

Adoptivfamilier,
som jo er ret velstående familier får helt naturligt rådgivning
til at klare den nye situation – mens de biologiske familier, som
mister deres børn til adoption tilsyneladende forventes at klare det
selv, er det rimeligt?



1 års-dagen efter bogudgivelse

Bortadoption Posted on 25 Jan, 2012 17:45:22

25-01-12

I dag er det præcis et år siden, min bog udkom. Jeg havde vidst i mange år, at jeg måtte have denne bog udgivet, så det har været meget stort for mig, da det endelig blev en realitet, og selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig rigtig meget til det, må jeg sige, at det i starten var meget overvældende. Pludselig var der en masse mennesker, som ønskede at tale med mig. Jeg har fået en hel del respons på min bog – heldigvis langt overvejende meget positiv. Jeg har fået henvendelser fra både adopterede, biologiske mødre og adoptivmødre, men også fra helt ”almindelige” mennesker, ja selv fra mennesker som ikke engang selv har børn. Alle er kommet med rosende ord om bogen. Jeg har stort set hver gang fået at vide, at de faktisk slet ikke kunne lægge den fra sig, når først de var gået i gang med at læse.

Meget hurtigt blev jeg også kontaktet af Familiestyrelsen, som ønskede mig tillykke med bogen, sagde, at det var spændende læsning og fortalte mig så, at de nu havde lavet proceduren om. Før har det faktisk været sådan, at adoptivforældre livet igennem helt lovligt har kunnet hindre biologiske mødre og søskende i at få kontakt med en bortadopteret selv efter, at vedkommende var fyldt 18 år. Nu er reglerne blevet lempet, således at der i dag er åbnet muligheder for biologisk slægt. Deciderede rettigheder har vi dog endnu ikke, vi er stadig ikke ligeberettigede med vores bortadopterede børn, end ikke efter, at de er blevet personligt myndige, så der er stadig noget at arbejde med. Men der da så absolut sket positive ting, som viser en større anerkendelse af det biologiske bånds betydning.

Jeg fik også ret hurtigt henvendelse fra Hanne Reintoft, som jo har arbejdet i den gamle mødrehjælp og været med til at formidle masser af disse anonyme adoptioner. Hun fortalte mig, at de dengang nærmest tvang de unge, svage og fattige kvinder til at bortadoptere deres børn. Hun forsøgte altid at hjælpe de unge kvinder til at beholde deres børn, men hver gang hun meddelte dem, at nu havde hun fået aflyst en planlagt adoption, blev hendes kolleger rasende og forargede på hende. De løg oven i købet for disse stakkels kvinder. Jeg har selv oplevet at blive løget overfor, og jeg har hørt masser af frygtelige historier fra andre kvinder om hvordan, de er blevet løget overfor og nærmest fået franarret deres børn. Jeg må indrømme, at jeg dengang tvivlede på, at det kunne have været så grelt – nu ved jeg, det er sandt. Selv om det er mange år siden, synes jeg, det er vigtigt, at disse ting kommer frem i lyset.

Ligeledes synes jeg, det er vigtigt at få frem i lyset, hvad der foregår mange andre steder i verden. Sydkorea er et af de lande, der bliver bortadopteret rigtig mange børn fra, selv om landet i dag er et af verdens rigeste. 7 ud af 10 enlige mødre bortadopterer deres børn, og i de tilfælde, hvor adoptionsorganisationer er ind over, er antallet af bortadoptioner 9 ud af 10. Det er så tabubelagt at være enlig mor, at der end ikke findes et ord for enlig mor på koreansk. Det er særdeles vanskeligt at klare sig som enlig mor i Sydkorea, da det regnes for så skamfuldt, at enlige mødre ofte mister deres arbejde og ligeledes bliver udstødt af familien. Her er et link til en artikel og en radioudsendelse, som fortælle om dette: http://www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2011/10/11115614.htm

Der er en del ting, man kan reflektere over, og mange ting , som jeg synes, er vigtigt at få frem i lyset. I det forløbne år har historien om den lille Holger også været på alles læber, alle har følt med de stakkels forældre, som måtte leve i uvished om deres barns skæbne et helt døgn. Den samme uvished er vi biologiske forældre tvunget til at leve med – ikke bare ét døgn – men livet igennem. Er der nogen rimelighed i det? . . . .Ok. adoption kan da være en god løsning i visse tilfælde. Den bliver foretaget for at nogle andre mennesker kan tage sig af barnet, mens det er barn. Men hvad er lige grunden til at opretholde anonymiteten efter, at barnet er blevet myndigt? – Jeg spørger bare . . .

Jeg forstår da godt, hvis nogle adoptivforældre kan være urolige, men dybest set, vil der jo aldrig gå noget fra dem. Tværtimod så kan det blive en berigelse for alle parter, hvis man åbnede sig mere over for hinanden, og hvis der fra samfundets side blev åbnet bedre muligheder for dette. Jeg har efter min bogudgivelse også fået henvendelse fra en adoptivmor, som har adopteret ved åben adoption, dvs. hun kender den biologiske mor. De ses en gang om måneden, og barnet vokser således helt naturligt op med to mødre. Jeg er sikker på, at dette vil være vejen frem. Væk med alle hemmelighedskræmmerierne, frem i lyset med tingenes rette sammenhæng.

Jeg har skrevet et brev til Socialminister Karen Hækkerup og bedt om et personligt møde. Jeg har dog endnu ikke fået noget svar. Der er Gud ske lov ikke så mange danske bortadoptioner mere, men de forekommer dog stadig. Hvis vi først får rettet på tingenes tilstand herhjemme, vil vi også have langt bedre resurser til at hjælpe alle andre lande.

Jeg vil slutte af med at fortælle, at jeg i år for første gang i mit liv har tilbragt julen sammen med alle mine fire drenge – et stor ønske, jeg længe har haft, er blevet opfyldt. Det har været rigtigt dejligt – meget vellykket hele vejen igennem. Til sidst lige til sidst tilføje den seneste tilbagemelding, jeg har fået – dog i anonymiseret form. Indtil videre har folk foretrukket at skrive til mig på min private mail. Det er I stadig velkommen til, men I skal også være velkommen til at skrive her på blokken, hvad enten I har kommentarer til min bog, mine synspunkter, personlige oplevelser eller andet, der vedrører adoption.

Jeg håber alle har haft en god jul og er kommet godt ind i det nye år. Her følger den seneste tilbagemelding, jeg har fået:

Kære Aniella,
Jeg har netop læst din bog-nærmest slugt den-hvor er den og ikke mindst du fantastisk!
Jeg er selv danskadopteret fra 1973 fra XX-sygehus og boede de første 4 måneder på XX- spædbørnehjem. Mine biologiske forældre var 15 og 17 og kunne ikke beholde mig! Jeg har altid vidst at jeg var adopteret, da mine forældre har været meget åbne og naturlige omkring det!
Da jeg fyldte 18 år i 1991 opsøgte jeg mine bioér (som jeg kalder dem) og de var på det tidspunkt stadigvæk sammen! Det gjorde det en del lettere og tilmed havde jeg pludselig fået en helbiologisk lillesøster som er 12 år yngre end mig! De blev så skilt året efter, men jeg har stadig kontakt til begge!
Det har været en rigtig god oplevelse og overvældende til tider, men jeg er rigtig glad for at jeg nu har fået ro i sjælen….
Jeg har faktisk lige skrevet til XX-spædbørnehjem fordi jeg så gerne vil se lokalerne og få sat lidt billeder på fortællingerne som jeg har fået igennem årene, men desværre uden respons!
Min adoptivmor er også helt vild med din bog og jeg vil varmt anbefale den til alle i lignende situation!
Det var bare lige noget jeg havde brug for at skrive til dig-du er sådan een man gerne vil kende!
Kærlig hilsen PB



Min bog

Bortadoption Posted on 14 Jan, 2011 14:56:30

Hej

Jeg hedder Aniella Bonnichsen og er forfatter til bogen Mit barn – hvor er du?

Den væsentligste grund til, at jeg har skrevet en bog, er, at jeg vil synliggøre biologiske mødre og hjælpe andre biologiske mødre til også at få deres værdighed tilbage.

I 1997 så jeg min søn for første gang i 26 år. Ikke siden en enkelt gang tre måneder efter fødslen havde jeg kunne omfavne det barn, jeg selv havde bragt til verden. Jeg var kun 15 år, da jeg fødte, og det var min unge alder, der gjorde, at min søn blev bortadopteret.

Da jeg som ganske ung underskrev adoptionspapirerne, frasagde jeg mig samtidig alle rettigheder til at få noget som helst at vide om min søns videre liv. Som de fleste andre biologiske mødre levede jeg i årene efter knuget af skyld og skam, men efter en fødsel mange år senere, som var meget tæt på at koste mig livet, indså jeg, at der ingen tid var at spilde. Jeg kunne ikke affinde mig med at gå og håbe og vente på, at min søn måske en dag ville banke på min dør. Jeg valgte selv at opsøge ham, fordi jeg ikke ville stille mig tilfreds med, at jeg ingen rettigheder havde. Det var ikke let, men efter mange års søgen fandt jeg ham.

Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i min bog kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til debat, og du er meget velkommen til at deltage her på min blog.